MRSA-bekymrede borgere klager over kommune

En gruppe borgere har klaget til Natur- og Miljøklagenævnet, efter Holbæk Kommune har fejlciteret en embedslæge i en sag om MRSA.

- Det er jo stærkt foruroligende at opleve, at kommunen er i stand til at sætte sin faglighed over styr ved at fejlcitere embedslægens anbefalinger, siger en af borgerne bag klagen. (Arkivfoto) (Foto: © Ernst van norde, Scanpix)

Holbæk Kommune har klokket i det i en sag om udvidelse af en stor svinefarm.

Kommunen har citeret en embedslæge forkert i en sag om MRSA, og det har fået beboerne i området til at klage over den kommunale sagsbehandling af miljøgodkendelsen til Natur- og Miljøklagenævnet.

- Det er jo stærkt foruroligende at opleve, at kommunen er i stand til at sætte sin faglighed over styr ved at fejlcitere embedslægens anbefalinger, siger en af borgerne bag klagen, Vinnie Andersen fra Soderup.

Vinnie Andersen og et par andre borgere i landsbyerne Soderup og Bukkerup har på vegne af omkring 100 borgere skrevet anken, der fylder 20 sider.

De finder det bekymrende, at der er sket fejl i Holbæk Kommunes miljøgodkendelse af en svineudvidelse fra 8.000 slagtesvin om året til omkring 32.000 slagtesvin på Bukkerupgård i nærheden af stationsbyen Tølløse.

Kommunen har fejlciteret embedslægens sundhedsfaglige vurdering, der blandt andet beskriver, hvor stor risikoen for MRSA-smitte via luften er for naboer til svinefarmen.

I Holbæk Kommune lægger man sig fladt ned og undskylder overfor borgerne, men holder fast i, at det ikke var for at vildlede borgerne i den betændte sag.

- Der er tale om en sammenfatning af embedslægen og andre sundhedsmyndigheders vejledning. Og det er kommet til at fremstå som et citat, siger kommunens leder af virksomhed og miljø, Birgitte Wendelboe, og fortsætter:

- Det er forkert. Det er uheldigt, og det indrømmer vi. Men det har været den bedste intention for at forklare, hvad der fremgår af vejledningerne.