Mor efter blotter-dom: 'Jeg er mega skuffet'

Rikke Louise Andersen, der offentliggjorde billede af blotter, er skuffet over, at hun er blevet dømt for at dele det.

Rikke Louise Andersen er blevet idømt en bøde på 5.000 kroner for at offentliggøre et billede af en formodet blotter på Facebook.

Opdateret klokken 15:40 med kommentar fra anklageren.

Det var en spændt Rikke Louise Andersen, der her til morgen modtog et opkald fra sin advokat med byrettens dom.

I sit hus i Nyråd ved Vordingborg stod hun med mobiltelefonen i hånden og ventede på en afgørelse fra Retten i Nykøbing Falster. Men Rikke Louise Andersen fik ikke den besked, hun havde håbet på:

- Jeg er mega skuffet. Jeg glæder mig til at se, hvad begrundelsen er. Lige nu er jeg bare skuffet, siger Rikke Louise Andersen umiddelbart efter at have talt kortvarigt med sin advokat.

Han kunne fortælle, at byretten havde dømt, at hun skal betale den bøde på 5.000 kroner, som hun har fået for at dele et overvågningsbillede af en mand, der har blottet sig for hendes datter.

- Vi skal anke den, det er helt sikkert. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer til at stå i selve afgørelsen, siger hun til sin forsvarsadvokat Silas Hecht i telefonen.

Forventede afvisning af sagen

Sagen begyndte tilbage i august sidste år, da en mand blottede sig flere gange for Rikke Louise Andersens 10-årige datter.

Det blev filmet på en dagligvareforretnings videoovervågning, og Rikke Louise Andersen valgte at lægge et billede af overvågningsvideoen på Facebook. Det er ulovligt, fordi det ifølge politiet er et brud på persondataloven, og Rikke Louise Andersen blev idømt en bøde.

Loven skal sikre, at det kun er politiet, der tager sig af at behandle oplysninger om strafbare forhold - såsom for eksempel overvågningsbilleder.

Men Rikke Louise Andersen nægtede at betale bøden, fordi hun mener, det var principielt forkert, og derfor endte sagen for en domstol af flere omgange.

Første gang blev hun frikendt, fordi anklagemyndigheden havde rejst tiltale efter en forkert paragraf, men i anden omgang dømte retten altså, at hun skulle betale bøden.

Rikke Louise Andersen og hendes advokat Silas Hecht havde ellers forventet en afvisning af sagen, også i anden omgang:

- Nu venter vi på at få den bagvedliggende årsag til, at jeg er blevet dømt. Den glæder jeg mig til at dykke ned i for at se, hvad der egentlig er årsagen til det.

Synes ikke det er en overtrædelse af loven

Rikke Louise Andersen siger, at hun troede, at persondataloven handlede om ikke at udlevere cpr-numre, navne og adresser:

- Jeg kan ikke se, at et billede er en overtrædelse af persondataloven. I øvrigt så er jeg anklaget for, at jeg har delt billedet i en gruppe, ikke på min egen profil.

Hun mener stadig, at privatpersoner bør have muligheden for at offentliggøre billeder af personer, der har begået forbrydelser.

- Skulle det så vise sig, at personen er uskyldig, må man tage konsekvensen og betale en erstatning og blive straffet derefter, siger Rikke Louise Andersen.

Anklager: Roen må råde

Sagens anklager er derimod tilfreds med udfaldet af sagen.

Rent principielt har afgørelsen stor betydning for, hvordan man skal tolke loven fremover, forklarer Michael Boolsen, advokaturchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters politi:

- Det har været vigtigt for at få slået fast, at det er politiet, som efterforsker, anklagemyndigheden, der rejser tiltalte, og domstolen, der dømmer, siger han.

- Jeg vil ikke sige, det er uforståeligt, det, hun gør. Men det er også derfor, det er vigtigt, at man lader roen råde og overlader sagen til de retshåndhævende myndigheder, siger han.