Kurdisk karrierekvinde: Jeg ville samme vej som de danske kvinder

- I Nykøbing Falster var der en ung mor med to børn. Hun havde en fed bil og uddannelse. Jeg blev bare en del af det der team. Så er det klart, at jeg ville gerne samme vej som dem. De hjalp mig. De var supergode.

Sådan siger 45-årige Razan Haugaard. Hun er kurdisk flygtning fra Irak. Hun er også dansker og karrierekvinde med uddannelser i massevis og nu fire børn og to eksmænd.

Razan boede de første 13 år af sit liv i det nordlige Irak i Sulaymaniyah i det kurdiske selvstyreområde. Byen er omgivet af bjerge. Razan og hendes familie – hun er ud af en søskendeflok på otte – boede i et roligt og mondænt område af storbyen.

- Som 13-årig blev jeg arrangeret gift med en fyr, der på det tidspunkt var 29 år. Han var partisan, peshmerga, og boede oppe i bjergene i det kurdiske område, hvor han kæmpede mod Saddam Husseins regime.

- Mit ansvar var side om side med min mand at beskytte både mig selv og resten af peshmerga-gruppen. Så som 14-årig var jeg frihedskæmper sammen med min mand.

Det betød, at Razan – nu med efternavnet Ismail - skulle holde vagt. Hun var ikke ved fronten, men var en del af teamet, som hun kalder det.

- Da jeg var 15 år fjernede Saddam Hussein en masse landsbyer i den kurdiske del (af Irak, red.), så der var ikke længere mulighed for at bo i bjergene, for så kunne vi ikke overleve. Vi kunne vi ikke få mad, for det var landsbyerne, der hjalp os med at forsørge os, så i 1988 blev vi nødt til at flygte til Iran.

- Det var dengang Saddam Hussein bombede den kurdiske by Halabja med kemiske våben. Vi var lidt bange for, hvad han kunne finde på.

Troede min familie havde bortadopteret mig

Razan flygtede med sin mand til Iran, mens landet stadig var i krig med Irak. Men det var ikke kun Razan og hendes mand, der var på flugt. Det var også deres to små børn, for teenageren Razan blev ikke kun hustru og frihedskæmper i en ung alder:

- Da jeg fyldte 15 år var min første datter tre måneder. Det vil sige jeg fik min første som 14-årig og mit andet barn som 16-17-årig.

- Jeg blev gift så ung i et arrangeret ægteskab, men jeg kendte ikke noget til ægteskab, og jeg kendte ikke noget til seksuelle sammenhænge i ægteskabet. I vores kultur snakker vi ikke så meget om den slags ting, vi har ikke seksualundervisning i skolen. Så jeg troede faktisk, at mine forældre ikke havde råd til at have mig og at jeg var blevet bortadopteret til en familie.

Men Razan var ikke blevet bortadopteret. Hun var blevet gift med en mand, der var meget ældre end hun, og som levede et helt andet liv.

- Første gang jeg så min mand var til min bryllupsnat. Det blev et traume for mig. Jeg var så ung og kendte ikke noget til beskyttelse, så selvfølgelig næsten ti måneder senere var jeg mor. Anden gang jeg blev gravid var, mens jeg var på flugt på vej til Europa. Jeg blev gravid i Iran og fødte mit barn nummer to dér.

Gæstfriheden gjorde hende positiv

Razan ankom til Danmark fra et 30 grader varmt Rumænien i september 1990 i sommertøj. Hun havde fået at vide af den menneskesmugler, der havde arrangeret familiens rejse, at sommertøjet ville hjælpe på adgangen til Danmark:

- Smugleren havde sagt til os, at jeg skulle være lidt bar, for så tror man, jeg er europæisk eller bor i Europa. Så jeg kom i en lille kort nederdel og to små børn kun med sommertøj.

Razan har hørt mange dårlige historier om, hvordan andre flygtninge blev modtaget af danske myndigheder. Men det var ikke hendes oplevelse.

- Første indtryk for mig var gæstfrihed, for de to politimænd, der stoppede os, gjorde alt for, at jeg fik noget børnetøj, ligeså snart vi kom til asylcentret (Sandholmlejren, red.). Vi fik børnetøj, mad og tæpper, så jeg kunne varme mig. Den modtagelse har gjort, at jeg fra dag ét har været positiv over for den danske kultur og samfund.

Men for den unge mor blev det dog en både glædelig og kedelig oplevelse, for politiet arresterede hendes mand, for at finde ud af, hvor familien kom fra og sikre deres identitet.

- Jeg tror, fordi jeg var sådan en ung mor med to små børn, så fik de lidt ondt af mig. Jeg var helt rædselsslagen. Jeg kunne ikke sproget, havde to små børn, de tog min mand fra mig, så det var virkelig angstprovokerende.

- Han var den voksne, som tog sig af børnene, og så lige pludselig var han bare væk, og jeg var helt alene i verden med to små børn. Det var en følelse af at blive taget imod sammen med en følelse af at blive efterladt.

Kurderen, der blev dansker

Den kurdiske familie blev efter opholdet i Sandholmlejren i Nordsjælland sendt til Lolland. Det blev især årene på Sydhavsøerne, der kom til at forme Razans videre liv, for velkomsten i Sundby ved Nykøbing Falster var uovertruffen.

- Der blev vi taget godt imod af naboerne. De holdt gadefest for at sige velkommen til os. Der var nogle naboer, som jeg brugte som rollemodeller. Der var en ung mor med to børn. Hun havde en fed bil og uddannelse. Jeg blev bare en del af det der team. Så er det klart, at jeg ville gerne samme vej som dem. De hjalp mig. De var supergode.

Naboerne hjalp af og til med børnepasningen, når Razan og hendes mand gik på sprogskole og indtil børnene kom i dagpleje.

- Den modtagelse, vi fik i Nykøbing Falster, gjorde, at jeg tænkte: ’jeg vil være ligesom de her stærke kvinder. Jeg vil også bestemme. Jeg vil også gerne have, at min mand går med barnevognen.’ Jeg syntes, det var superfedt, det jeg så. Så tænkte jeg for at kunne forstå den kultur, bliver jeg nødt til at forstå sproget, så jeg fokuserede meget på det.

Sproget gjorde Razan stærkere. Hun havde meget lettere ved at lære dansk end sin mand:

- Jeg prøvede hele tiden at tale med naboerne, gå på sprogskole og læse lektier. Jeg kom hjem og læste ord for ord, hvad det betød. Min nysgerrighed for at forstå den danske kultur, som jeg syntes var rigtig smuk, gjorde, at jeg fik lyst til at være en del af samfundet hurtigst muligt.

Men det skabte problemer for den unge kvinde at blive en integreret del af den danske kultur.

- Min mand og jeg havde aldrig problemer, da vi boede i bjergene og havde en masse ting til fælles. Men da vi kom til Danmark, lærte jeg sproget på tre-seks måneder. Så kunne jeg starte på VUC. Jeg ville gerne studere og arbejde og nå alle mine drømme.

- Jeg ville gerne være ligesom mine danske, kvindelige medborgere. Men det var for meget for ham. Han syntes, jeg ændrede mig som person, for nu ville jeg gerne arbejde. Jeg sagde fra, jeg ville gerne have samme behandling som ham.

Razan ville gerne deles om de huslige pligter, og begyndte at stille de samme krav som danske par stiller til hinanden. Men det blev for meget for hendes mand.

- Han sagde, at jeg blev for dansk.

Hendes mand blev eksempelvis jaloux til et møde i banken, hvor det var Razan, der kunne sproget og talte med bankrådgiveren. Det endte i en skilsmisse, men det var en kamp, for i den kurdiske kultur er det ikke let at blive skilt.

- Jeg mistede en masse af mine kurdiske veninder, men jeg blev nødt til at kæmpe for min frihed. Frihed for mig er ikke at gå ud og drikke sig fuld. Frihed for mig er at læse og arbejde og gøre en forskel og være en del af samfundet. Det var for meget for ham.

Et skjult dansk ægteskab

Da hun blev skilt fra sin kurdiske mand, var hun 24 år og havde kun læst på VUC. Det første år efter at være gået fra sin mand boede hun i Kvindehuset i København. Hun var bange for, hvordan hendes eksmand ville håndtere skilsmissen, og hun så derfor ikke sine børn i tre måneder.

- Hver morgen gik jeg hen og så mine børn gå i skole, men turde ikke nærme mig dem, fordi jeg var bange for, at hvis han fandt ud af, at jeg holdt øje med børnene, så ville han bortføre børnene til Irak.

Det var i midten af 1990’erne, og Razan kunne se, at der var gode jobs, hvis hun arbejdede indenfor IT. Hun fik godkendt en to-årig uddannelse som grafisk designer. Mens hun læste, arbejdede hun som tolk, modtog børnebidrag og børnepenge, og forsørgede dermed sine to børn.

- Det var en hård tid, men jeg vidste, at der var en fremtid forude, så jeg holdt fast.

I slutningen af 90’erne mødte hun en mand med efternavnet Haugaard. De underviste begge på en daghøjskole.

- Jeg blev bange, da han viste interesse, jeg tænkte ’oh my god’, det er slet ikke noget for mig. I vores kultur, når man har børn og er fraskilt, så er det meget svært at finde en mand, for så lever man bare alene hele livet eller møder allerhøjst en fraskilt eller en enkemand.

Men her stod en ung mand, der aldrig havde været gift og som gerne ville være sammen med Razan.

- Så jeg siger: ’jeg har to børn og jeg er kurder’. Men det var bare kærlighed, og kærlighed kender ikke nogen begrænsninger. Men det var også svært.

Razan var gift med ham i syv år, uden at nogen vidste det. Først da hun fik et barn med sin danske mand, fortalte hun sine omgivelser om forholdet. Også selv om hun var stolt af sin danske mand, stolt af at være forelsket i ham og være hans kone.

- Jeg var bange for, at hvis min eksmand fandt ud af, at jeg var sammen med en dansk mand, så ville han tage min datter fra mig. I vores kultur er det sådan, at hvis man møder en anden, skal børnene tilbage til faren. Så jeg holdt det hemmeligt, indtil min datter var stor nok til selv at kunne vælge.

- Det var en hård periode for mig at holde det hemmeligt og lære mine to store børn at lyve, for de mødte faren en gang om måneden, og så skulle de ikke fortælle om mit liv. Jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg lærte dem at lyve. Men det var nødvendigt for os alle sammen.

En moderne dansk familie

Razan hedder nu Razan Haugaard. Kærligheden holdt ikke med hendes danske mand. Til gengæld holder karrieren og den danske levevis. Den ældste datter er integrationskonsulent og projektleder, hendes søn læser til civilingeniør. De to yngste på 10 og 12 år bor hos deres mor og far en uge ad gangen:

- Vi har en meget dansk skilsmisse, hvor der er ro på, og vi er gode venner og vi er der for børnene.

Razan Haugaard arbejder i dag som områdeleder med integration som fagområde for Quick Care, der hører under Falck-gruppen. Integration er et nyt område for firmaet og for Razan, men noget hun brænder for.

- Min største drøm er at gøre integrationen bedre i Danmark. At ændre folks syn på ikke-vestlige borgere i samfundet. Det er et meget personligt mål for mig. Mit arbejde er mit liv. Vores børn skal have et fredeligere liv. Vi skal ikke tænke på race, kulturer og religion om ti år. Der skal være plads til os alle sammen.

Jeg er ikke nogen steder fra

Razan Haugaard har skabt sig en plads i Danmark. Men selv efter 26 år på disse breddegrader er spørgsmålet om, hvor hjemme er, svært at svare på:

- Jeg er rodløs. Jeg føler ikke, jeg hører til. Mit hjerte og mit liv er i Danmark, men jeg hører ikke til nogen steder. Det er derfor jeg arbejder med integration. Jeg vil gerne gøre det bedre for andengenerationsindvandrere, for den mistede identitet er en kæmpestor sag. Det er den, der gør, at mange mister håbet og lysten. Det er det, jeg kæmper for. De skal vide, hvor de er fra. Men jeg føler ikke, jeg er er nogen steder fra.

Måske er det rodløsheden eller netop villigheden til at omstille sig, der holder hende i gang hele tiden. Lige nu læser hun arabisk sprog og grammatik på Københavns Universitet.

- Jeg var meget begrænset, da jeg blev tidligt gift. Jeg var superdygtig i skolen, men fik ikke lov at læse videre, fordi jeg blev gift, så det er ligesom en mangel eller en lyst. Jeg kan ikke stoppe med at læse. Det er en forbandelse, siger hun med et grin.

Blå bog: Razan Haugaard