Kommunalreformen slankede de 271 kommuner ned til 98 kommuner, og det ændrede samtidig landets 13 amter til fem regioner. Ved årsskiftet er det 10 år siden.
Slankekuren har til gengæld gjort de tilbageværende 98 kommuner tykkere.
Før havde små kommuner omkring 10.000 borgere, men nu har en gennemsnitskommune cirka 50.000 borgere. Det har betydet sammenlægninger og lukninger af kommunale arbejdspladser.
400 skoler og 800 børnehaver er eksempelvis blevet lukket i hele landet siden 2007, hvor kommunalreformen trådte i kraft.
Den slags barske beslutninger er på mange områder blevet lettere for kommunalpolitikere at træffe, forklarer kommunalforsker ved Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch.
- Kommunalpolitikerne er kommet længere væk fra borgerne, og så er det lettere at træffe upopulære beslutninger, fordi de ikke på samme måde er nabo med de borgere, det går udover, siger han.
Upopulære beslutninger, hvor mange borgere blev sure, kunne før kommunalreformen få store konsekvenser på valgresultatet, forklarer Roger Buch.
- I en lille kommune med 12.000 indbyggere var mange sure borgere et stort problem, men det er klart blevet lettere at klare nu, når der bor 30.000 til 55.000 mennesker i en kommune, siger han.