Kæmpelastbiler breder sig på vejene

De 25 meter lange modulvogntog kører på flere og flere vejstrækninger i Danmark.

Modulvogntogene breder sig, og er måske på vej mod en permanet ordning. (Foto: © Amanda Munksgaard, P4 Østjylland)

De store modulvogntog har vokseværk.

Nu er det ikke kun på motorveje og motortrafikveje, at bilisterne oplever de 25 meter lange vogntog. Forsøgsordningen med de store lastbiler indtager nu for alvor også landevejene.

I Slagelse åbnes vejstrækning nummer 100 i Danmark, hvor modulvogntogene må køre, og mange flere tilladte vejstrækninger er på vej.

Nye strækninger på vej

Langt de fleste ruter ligger i Jylland, men også på Sjælland er der planlagt nye ruter til de 25 meter lange lastvognstog. Det gælder mellem Holbæk og Odden, Holbæk og Sorø og Kalundborg og Slagelse.

Flere kommuner og virksomheder også i gang med at forhandle sig frem til ordninger, så de store modelvogntog kan køre fra virksomhederne til de nærmeste motorveje.

Forsøget med modulvogntog startede i 2008 og er blevet forlænget frem til 2016.

På vej mod permanent ordning

Meget tyder dog på, at ordningen med modulvogntogene er på vej til at blive permanent. Det siger medlem af transportudvalget for Liberal Alliance Villum Christensen.

- Forligskredsen er indkaldt i april måned med henblik på, hvordan vi kan gøre det til en permanent ordning. Og hvis man både kan spare på økonomien, gøre transporten mere miljørigtig og give virksomhederne bedre vilkår, så er det svært at se, at det ikke skulle få politisk medvind.

En rapport fra Vejdirektoratet, som udkom i 2012, viser, at det er en klar fordel med de store modulvogntog med hensyn til sikkerhed, effektivitet og miljø.