J-Dag var meget rolig

Der er stor ros til borgerne i Region Sjælland. Politiet melder om en meget stille nat på trods af julebryggens frigivelse.

(Foto: © Mikkel Skovsgaard, DR)

Der er ros til borgerne fra regionens to politikredse.

Det er nemlig dagen derpå, hvor sneen faldt lystigt over hele landet i form af Julebryggen, som traditionen tro trak tusinder af mennesker i byen for at fejre, at julen nu er nær.

Men dagen bringer normalt ikke kun glæde med sig. Mange vælger nemlig at kombinere bilkørsel eller slagsmål med julebryggen, og det fik politiet til at advare om, at de ville være massivt tilstede.

Og den advarsel gik tilsyneladende rent ind i vores del af landet.

Kun omkring 10 mennesker i hele regionen blev anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, mens politiet på vejene kun stødte på omkring 5 bilister, der ikke kunne holde sig fra øllene.

Derfor roser politiet borgerne, og kalder aftenen "... overraskende stille, når man tænker på hvilken dag det var i går".