Hidsige Gorm ramte hårdest på Sjællands Odde

Stormen var stærkest i Odsherred, hvor der var en del væltede træer.

Odsherred Beredskab har i nat ryddet 35 væltede træer. Her er det et væltet træ i Brabrand, Aarhus. (Foto: © Mikkel Berg Pedersen, Scanpix)

Det var en lille, hurtig hidsigprop af en storm, der hed Gorm, som i aftes fejede hen over landet.

På Gniben ved Sjællands Odde blev der meldt om vindstød på 46 m/s - altså regulær orkan, og det var da også Nordvestsjælland, der blev mest udfordret af stormen.

Natten igennem har Odsherred Brandvæsen haft travlt med at fjerne væltede træer, fortæller holdleder Paw Pedersen:

- Der er nogle af dem, der er meget, meget store. Et af de største, vi har, er omkring en meter i diameteren, så det er nogle voksne træer, der er væltet.

Omkring 35 væltede træer er blevet fældet og fjernet i Odsherred. Trafikanterne rådes til at køre forsigtigt, da der fortsat kan vælte træer her i morgentimerne.

Det de vestvendte kyster, der blev hårdest udfordret, fortæller DR's morgenmeterolog Michael Jarnvig:

- Specielt mod nordvest har det været rigtigt højt. Jeg har et kort over de højeste vindstød og der ligger Røsnæs, Sejerø og hele Sjællands Odde, men også syd for Nakskov har også været helt deroppe med orkanstød.

Stormen betød, at Storebæltsbroen var lukket fra kl. 20.40 til kl. 22.20, og Scandlines har aflyst afgange på Gedser-Rostock. Også her til morgen, hvor færgerne kl. 7 og 9 fra Gedser ikke sejler.

Sejlplanen på Gedser-Rostock forventes genoptaget med første afgang fra Gedser kl. 11.15.