Hasse Milters filter renser vandet: Sikkerheden for rent drikkevand er i fare

To regioner samarbejder nu om at rense forurenet grundvand for pesticider.

(Foto: © Rasmus Schmidt, (c) DR)

Filtre, membraner og blå slanger. Alt det skal vores grundvand måske hives igennem, hvis vi vil have rent drikkevand.

Når vi tænder for vandhanen, fosser det som regel ud med friskt og rent grundvand.

Men flere fund den seneste uge af pesticid-rester i drikkevandet truer med at ødelægge vores dyrebare ressource. Derfor bliver en ny rensningsmetode til at gøre vandet rent igen lige nu testet.

- Det danske vand er helt unikt, siger Hasse Milter, der er specialkonsulent i Region Sjælland, mens han justerer flowet hen over membranerne i et nyt rensningsanlæg.

- Hvis vi sammenligner den situation, vi har nu, med udlandet, smager vandet enten af klor, man kan ikke drikke det, eller også henter man det i dunke i supermarkedet. Her i Danmark drikker vi det direkte fra vandhanen uden nogen egentlig behandling.

  • Det er membraner, der står for filtreringen af det forurenede grundvand. (Foto: © Rasmus Schmidt, (c) DR)
  • Det særlige membransystem fungerer lidt som et kæmpe kaffefilter. (Foto: © Rasmus Schmidt, (c) DR)
  • Rensningsanlægget er et samarbejde mellem de to regioner Sjælland og Hovedstaden. (Foto: © Rasmus Schmidt, (c) DR)
1 / 3

Forsyningssikkerheden er på spil

Men måske bliver det ikke ved med at være en selvfølge, at vandet i køkkenhanen er rent.

Det seneste år er der fundet hele tre nye sprøjtemidler i det danske grundvand. Det har betydet lukninger af vandværker og drikkevandsboringer over hele landet.

- Hvis vi satser på ubehandlet drikkevand, er forsyningssikkerheden på spil, siger Hasse Milter.

For at sikre forsyningen af rent drikkevand i fremtiden, pumper Hasse Milter lige nu forurenet grundvand gennem et særligt membransystem på et testcenter ved Hvalsø på Midtsjælland.

Anlægget med det særlige membransystem fungerer lidt som et kæmpe kaffefilter, der fjerner alt andet end selve det rene drikkevand.

Vandrensningsanlægget er sat op på et område, hvor der tidligere har ligget en losseplads. Grundvandet fra boringen ved Hvalsø er forurenet med pesticidgruppen phenoxysyrer.

- Vandet, der løber ind ude fra boringerne i lossepladserne, er meget beskidt. Der er rigtig meget jern i samt phenoxysyrer, som er vores primære problem, siger Hasse Milter, der er ansvarlig for testanlægget.

- Vi kan se, at vores filter har meget stor effekt. Vandet er krystalklart, og analyserne af det er også gode, siger han.

Teknologien er kendt til vandrensning, men den er ny til forureningsbekæmpelse af pesticider i Danmark.

Ny teknik fra Aalborg

Region Sjælland og Region Hovedstaden arbejder sammen om projektet, mens det er forskere fra Aalborg Universitet, der har arbejdet sig frem til rensningsmetoden med brug af særlige membraner.

- I Danmark bruger vi allerede sand til at filtrere vores vand. Nu har vi et meget finere filter, som består af en masse bittesmå huller, som er tilstrækkeligt store til, at vandet kan komme igennem, men pesticiderne bliver tilbageholdt, forklarer Henrik Tækker Madsen, der er forsker på Aalborg Universitet.

Forsker ved Aalborg Universitet Henrik Tækker Madsen har været med til at udvikle den nye rensningsmetode, der skal gøre drikkevandet fri for pesticider. (Foto: © Rasmus Schmidt, (c) DR)

Forskerne bestemmer størrelsen på hullerne og dermed hvad, der skal tilbageholdes og hvad, der kan komme med ud i det rensede vand.

Membranerne er bedre til at filtrere vandet og holde pesticiderne tilbage. I sidste ende forbedrer det de teknikker, der tilintetgør pesticiderne.

- Det kan fjerne pesticiderne fuldstændigt, så det er meget effektivt, siger Henrik Tækker Madsen.

En fordel, at vi kan fjerne forurening

Tanken er, at metoden kan bruges på særligt risikofyldte steder, hvor vandet er stærkt forurenet.

Det kan eksempelvis være boringer nær landbrug, gartnerier eller en gammel maskinstation. Ved at tage kampen op mod giftstofferne, hvor de er i høje koncentrationer, kan man forhindre dem i at trænge ud i grundvandet.

Men Henrik Tækker Madsen mener ikke, det er en glidebane, at vi begynder at rense os ud af alting:

- Argumentet er selvfølgelig, at hvis vi kan rense, hvorfor skal vi så stoppe med at forurene? Jeg ser det mere som, at der er en forurening allerede. Hvis vi kan bruge nogle teknikker, som faktisk kan give os større kontrol over, hvad der er i vandet, synes jeg, det er en fordel.