En 15-årig pige sidder isolationsfængslet i forbindelse med den mulige terror-sag fra Kundby. Hvad hun er sigtet for, og hvilke forhold hun sidder under, ved vi ikke meget om, men det kritiseres af flere blandt andet af FNs Torturkomité. De foreslog Danmark at afskaffe isolationsfængsling, så både lovgivning og praksis er i overenstemmelse med international standard, siger Elna Søndergaard, som er seniorrådgiver og jurist i Dignity, Dansk Institut mod tortur:
- Der er faktisk sket en positiv udvikling i Danmark, og antallet af den her slags sager er faldet markant over de sidste ti år, men man skal bide mærke i at netop komiteen anbefalede Danmark at lovgivningen skulle ændres, så vi ikke ser den slags sager her.
Men retsordfører for Venstre, Preben Bang Henriksen understreger, at det er yderst sjældent at isolationsfængsling bliver taget i brug.
- Det er ikke noget, de danske dommere ynder at gøre brug af. Det kan jeg sige med sikkerhed. Og både retten og Kriminalforsorgen gør med garanti alt, hvad de kan for at finde alternativer, siger han.
I sidste ende er det op til Danmark, om de vil følge Torturkomiteens anbefaling, men Elna Søndergaard fra Dansk Institut mod tortur, håber på det bedste.
- Vi har jo en tradition for, at Danmark tager international kritik alvorligt, og kigger på, hvordan lovgivning kunne ændres, siger hun.
Den her sag har også gjort indtryk på Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen.
- Jeg er ked af, at det er nødvendigt, at gøre brug af reglen over for unge mennesker, men det er kun helt specielle tilfælde, hvor den tages i brug, siger han.