Ældre mennesker og nyankomne flygtninge skal bo dør om dør.
Det bliver snart virkelighed i Holbæk Kommune, hvor et stort byrådsflertal har besluttet, at nedlagte plejeboliger Elmelunden i Jyderup, Rosenvænget i Mørkøv og Østergården i Undløse også skal huse flygtninge. Det skriver Sjællandske.
Det eneste parti, der har stemt imod den beslutning, er Dansk Folkeparti.
- Vi synes, det er et dårligt mix. Hvis der skulle opstå uro, kan de ældre ikke bare flytte. De er stavnsbundet, siger byrådsmedlem Steen Klink (DF) til P4 Sjælland.
Skanderborg allerede i gang
Venstres byrådsmedlem i Holbæk Pernille Kruse mener ikke, at det er noget problem, at Martha på 88 skal bo dør om dør med en Maurice, krigsflygtning fra Congo.
- Det er en god idé, fordi vi har tomme boliger stående. Vi betaler 245.000 om måneden i husleje for tomme lejligheder, og samtidig er vi ude at købe dyre foranstaltninger til flygtninge, siger hun.
- Der skal selvfølgelig afskærmes og være egen indgang. Der skal være låst af til fælleslokaler, som kun bliver låst op, når brugerrådene synes, at nu skal man skabe en kontakt til den anden side af de udlejede boliger, siger Pernille Kruse.
I Tebstrup syd for Skanderborg har plejecentret Søkilde haft flygtninge boende siden efteråret.
På Søkilde er der ifølge Århus Stiftstidende blevet bygget om for omkring 250.000 kroner, så der nu er skærmet af mellem de ældre og flygtningene.