Det vrimler med kriminelle unge i danske ghettoer i provinsen.
Avisen metroXpress har hentet tallene hos Danmarks Statistik, og de fortæller altså om massiv kriminalitet blandt de 15 til 29-årige i landets provinsghettoer i årene 2007-2013.
I Agervang i Holbæk Kommune er antallet af dømte unge firdoblet i perioden 2007 til 2013, mens det er mere end fordoblet i Vejle kommune.
Værst ser det ud på Motalavej i Korsør, hvor hver 10. af de unge beboere på et tidspunkt har stået i en retssal og modtaget en dom for alt fra overtrædelse af våbenloven til lov om euforiserende stoffer.
Borgmester: Det bliver bedre i fremtiden
Motalavej i Korsør har den højeste andel blandt de 20 danske provins-ghettoområder - altså særligt belastede boligområder - udenfor de allerstørste byer som København, Odense, Århus og Ålborg.
Borgmesteren i Slagelse, Stén Knuth fra Venstre, er ked af at høre, at Motala-kvarteret i hans kommune er den provinsghetto, der huser flest unge kriminelle.
- Men jeg ved også, at politiet arbejder på, at vi får et tryggere område på Motala-vej, siger Stèn Knuth til DR Sjælland.
Minister forbereder ghetto-rejsehold
For et år siden blev nytåret på Motalavej indledt med voldsomme uroligheder, trusler, hærværk og påsatte brande.
Men siden har sagerne ændret sige, mener Stén Knuth.
- Der blev sat rigtig mange fine initiativer i gang efter den krig, vi havde sidste nytår. Både fædregruppen, politi, boligselskab og kommune arbejder sammen for at skabe et tryggere miljø. Så jeg tror på, at 2014 vil se pænere ud, siger borgmesteren.
Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen siger til metroXpress, at han i øjeblikket er ved at etablere et rejsehold, som kan rykke ud til provinsens ghettoer med overblik over mulighederne, hvis boligafdelingerne har behov for det.