Rasmus Festersen vender hjem til FC Vestsjælland fra starten af forårssæsonen.
Festersen tog i sommer turen down under. Her optrådte han i efteråret for Oakleigh Cannons, som nåede helt frem til Grand Final, finalen om det australske mesterskab.
Nu bekræfter han over for bold.dk, at han vender hjem.
- Jeg følte, at der var et eller andet, der manglede, at blive gjort færdigt i FC Vestsjælland. Jeg har været med siden det startede i 2008, og jeg fandt under mit ophold i Australien ud af, at der var noget ved fodbolden herhjemme, jeg savnede, siger Festersen til bold.dk.
Og der kan blive god brug for Festersens rappe fødder i det vestsjællandske. For trods førstepladsen i første division har FCV haft problemer med at score.