Færre går konkurs på Sjælland

Færre konkurser hænger sammen med, hvem der er begyndt at starte egne virksomheder.

Specielt indenfor it vælger flere at starte egen virksomhed. (© DR)

Langt færre selvstændige går konkurs end tidligere.

Godt nok har i gennemsnit 52 selvstændige om måneden lukket ned her i Region Sjælland i år. Men for tre år siden var det 70 om måneden.

- Det hænger i stor stil sammen med, at de, der åbner egen virkomhed, er ældre og har mere erfaring med sig end tidligere, siger direktør i Væksthus Sjælland, Mads Kragh, til DR Sjælland.

Mere modne og mere erfarne

For få år siden var det kun næsten 4 ud af 10 iværksættere i Region Sjælland, der var fyldt 40 og havde meget erhvervserfaring med sig.

Nu er det over halvdelen, viser tal fra Erhvervsstyrelsen og Danmarks Statistik.

Og så starter mange nye endda op i andre brancher end de typiske som håndværkere og butiksejere, der dog stadig dominerer indenfor iværksætteriet.

- Men vi ser rigtigt mange nye indenfor it-området og alt, som har at gøre med greentech. Altså indenfor miljø- og energi-området, siger Mads Kragh, direktør i Væksthus Sjælland.