Færge-grænser skal bevogtes af Hjemmeværnet

Ifølge hjemmeværnsdistriktet Sydsjælland og Lolland-Falster kommer grænsekontrollen ikke til at forløbe anderledes end hidtil.

Hjemmeværnet skal hjælpe politiet med at kontrollere folks papirer, når de kommer ind over grænsen. Blandt andet her i Rødbyhavn. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Det har i flere uger været kendt, at Hjemmeværnet skal indsættes ved grænsen for at hjælpe politiet med den midlertidige grænsekontrol i forbindelse med strømmen af flygtninge og migranter.

I dag kom så opgavedirektivet fra politiet, som beskriver, hvor mange mand Hjemmeværnet skal stille med.

I Rødbyhavn og Gedser skal Hjemmeværnet bidrage med 38 mand til grænsekontrol ved færgerne, oplyser Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland-Falster.

Men grænsekontrollen kommer ikke til at forløbe anderledes, end den gør nu, mener major og stedfortrædende chef ved Hjemmeværnsdistrikt Sydsjælland og Lolland og Falster, Kenneth Goos.

- Vi skal selvfølgelig kontrollere folks papirer, når de kommer ind over grænsen, og så skal vi støtte politiet med andre logistiske opgaver, siger han og tilføjer:

- Vi er under politiets kommando og deres formål er, at grænsekontrollen skal foretages mest smertefrit og hurtigst mulig, så jeg går ikke ud fra, at man vil mærke nogen forskel fra i dag. Man vil bare se en soldat i gul vest sammen med en politimand, siger han.

Hjemmeværnssoldaterne skal opfylde en række krav før de skal bistå betjente med kontrolopgaver ved færgerne.

- De skal have gennemført noget uddannelse på politiskolen, og de skal have en vis fysik, siger Kenneth Goos.

170 mand har foreløbigt meldt sig til torsdagens informationsmøde om arbejdsopgaverne.

Hjemmeværnssoldaterne skal være uddannede og stå klar ved Rødbyhavn og Gedser mandag den 27. juni og året ud.