Danske lønomkostninger, skatter og afgifter er så høje, at vi har været nødt til at flyttes vores produktion og arbejdspladser til udlandet.
Sådan lyder det i dag fra Ringsted-virksomheden Berrifine, der forarbejder frugt til blandt andet chokolade og energibarer.
De blev i onsdags kåret som Gazzelle-virksomhed af Børsen for deres vækst og innovation. Alligevel valgte de i starten af året at flytte deres produktion til Tyskland.
- Vi må erkende at rammevilkårene for at drive primær produktionsvirksomhed i Danmark er for ringe i forhold til i Tyskland, siger direktør i Berrifine Jørgen Stølsgård.
Berrifine sparer omkring fire millioner kroner om året ved at rykke produktionen til nabolandet, men havde virksomheden valgt at lade produktionen blive i Danmark, ville det slet ikke være en bæredygtig forretning.
Ifølge erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er det et kæmpe problem, at virksomheder ikke finder det økonomisk muligt at have en produktion i Danmark.
- Det betyder, at vi mister arbejdspladser, men det sender også et forkert signal til dem, som har lyst til at investere i arbejdspladser i Danmark, siger Brian Mikkelsen.
- Derfor skal vi have sørget for, at omkostningerne bliver lavere, så flere vil investere i arbejdspladser i Danmark, fortsætter han.
Erhvervsministerens mål, mens han sidder i ministerstolen, er at gøre livet lettere for de danske virksomheder.
- Mit mål som ny erhvervsminister, er at vi skal forkæle virksomhederne. Jeg vil sørge for at virksomheder får så gode vilkår, at de vil blive i Danmark og investere i nye arbejdspladser, siger han.