Enigheden i blå blok, om at samle grundskyld og ejendomværdiskat til én samlet skat, kan blive dyrt for husejerne i de yderste egne af landet.
Umiddelbart skal forslaget ellers sikre mere retfærdighed, så ejere af de dyre bylejligheder ikke slipper med at betale minimal grundskyld, fordi de ikke har en have.
Men for husejere, de steder hvor husene er billige, og grundskylden derfor har været lav, kan forslaget blive en dyr affære. Hvis ejendomsværdiskatten og grundskylden bliver puljet kan det nemlig betyde, at boligskatten samlet vil stige.
Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, siger, at det i værste fald kan betyde, at priserne på husene falder endnu mere i netop disse områder, medmindre politikerne altså aktivt gør noget for at modvirke det.
- Boligpriserne vil falde i de områder, men jeg tvivler på, at der er nogen politikere ved deres fulde fem, der vil stramme boligskatterne i yderområderne, siger Curt Liliegreen og fortsætter:
- Men man vil kunne lave det på den måde, at man indsætter et ekstra led og laver noget mere progression i skatten, sådan at ejendomsbeskatningen nede i bunden med de lavere ejendomsværdier bliver noget mindre end i dag.
Det er Liberal Alliance, der foreslår at samle de to skatter i én, så en bolig til tre millioner beskattes ens, uanset om det er et hus eller lejlighed. Så det bliver mere rimeligt, hvor meget ejerne skal betale i skat, mener partiet.
Ifølge Curt Liliegreen kræver en sådan skatteændring, at der laves beregninger ned til mindste detalje.
- Ejendomsmarkedet er meget mangfoldigt, og det er svært at lave et indgreb uden, at nogen bliver ramt hårdere end andre, og derfor skal det selvfølgelig gennemregnes i alle mulige kombinationer, siger han.
Socialdemokraterne ønsker ifølge ordfører Benny Engelbrecht først og fremmest et mere gennemskueligt system for ejendomsvurderinger. Men partiet vil først melde klart ud, når der kommer et udspil fra regeringen.
Sagen kort:
- •
I dag betaler boligejere grundskyld til kommunen og ejendomsværdiskat til statskassen. Grundskylden er blevet kritiseret, fordi boligejere med have eller anden grund har kunnet se grundskylden stige år efter år.
- •
Omvendt er ejere af en ejerlejlighed blevet skånet for skattestigninger, fordi ejendomsværdiskatten, der er en skat på selve boligen, har været fastfrosset siden 2002.
- •
Liberal Alliance, De Konservative og til dels Dansk Folkeparti mener, at de to boligskatter skal samles til én. Venstres finansordfører, Jacob Jensen, kalder over for Børsen idéen for "ikke så tosset".