Når den danske gruppe Phlake åbner Orange Scene på årets Roskilde Festival i dag klokken 18, er 17-årige Nanna Thinesen med helt fremme foran scenen.
Ikke alene fordi hun er stor fan af gruppen, men også fordi hun er en del af et spektakulært hjerneeksperiment.
Hun skal nemlig have scannet sin hjerneaktivitet, som vil blive vist på storskærm under koncerten. Det skal være med til at vise, at musik har mindst lige så stor virkning på hjernen som stoffer og alkohol.
Det bliver en spændende og grænseoverskridende oplevelse, når tusindvis af mennesker kan kigge med, fortæller Nanna Thinesen:
- Det er superflippet at tænke på. Men jeg er sikker på, at det bliver en sjov oplevelse. Jeg tror ikke rigtig, jeg kan sætte mig ind i det, før jeg står til koncerten, siger hun.
Det er kampagnen Music Against Drugs, der har sat sig for at vise, at stoffer er overflødige til koncerter og på festivaler, og at musik har lige så stor virkning på hjernens som stoffer og alkohol.
- Musik virker ind i belønningscentret dybt inde i hjernen, der frigiver dopamin og giver os en oplevelse af glæde, siger Troels W. Kjær, hjerneforsker på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og en del af kampagnen Music Against Drugs.
Og så er den glæde, man oplever ved musik, også mere holdbar i længden, forklarer Troels W. Kjær:
- Når man tager stoffer, får man en meget kraftig dopaminpåvirkning, og det reagerer hjernen på ved at skrue ned for receptorerne, så den bliver mindre følsom næste gang. Det gode ved musik er, at man kan få en lige god oplevelse hver gang, siger han.
Det er Sundhedsstyrelsen, Dansk Live og Roskilde Festival, der står bag kampagnen Music Against Drugs.