50.000 børn i Region Sjælland har lige nu forældre, der ikke længere bor sammen. Og de kommende måneder vil endnu flere børn opleve smerten ved, at deres mor og far lader sig skille.
Julen er nemlig ikke kun lutter glæde i de mange små danske hjem. Faktisk følger et stigende antal skilsmisser lige i slipstrømmen af pakkeleg og julefrokoster, fortæller skilsmissecoach Mette Haulund.
- Fra den første hverdag efter juleferien, bliver vi simpelthen kimet ned af folk, der har brug for hjælp til at komme videre. Enten sammen eller hver for sig, fortæller Mette Haulund, der også oplever en fordobling af klik på hjemmesiden www.skilsmissseraad.dk i samme periode.
Brug tiden med din partner
Et af de par, der til sidst blev trætte af hinandens samvær, er 38-årige Jan Grathwohl og 32-årige Tine Sønderby fra Næstved. Efter ti års samliv og tre børn på henholdsvis 2, 7 og 8 år var de havnet i hverdagens trummerum, hvor meget af kommunikationen mellem dem var blevet snerrende.
- Vi synes begge to, at det var ret uudholdeligt. Vi vidste aldrig om dagen bragte skænderier, eller hvad vi kom hjem til, siger Jan Grathwohl.
Tine Sønderby valgte derfor til sidst at flytte. Men parret kunne, modsat mange andre skilsmissetruede, alligevel ikke undvære hinanden. Derfor valgte de til sidst, at tage på et såkaldt PREP-kursus i en weekend.
Forældre til tre med fast kærestedag
PREP står for "Prevention and Relationship Enhancement Program", som kort fortalt giver redskaber til god kommunikation. På kurset lærer parrene blandt andet, at de skal se nye perspektiver i samlivet, og det har vendt op og ned på al ting, fortæller Tine Sønderby.
- Det har betydet, at vi stadig er sammen. Alt er selvfølgelig ikke lykke, og vi har stadig skænderier af og til. Men vi har lært at kæmpe lidt mere, og ikke mindst være mere overbærende.
Parret har derfor fået en skemalagt kærestedag, hvor pleje af parforholdet er i centrum. Og det er i følge skilsmissecoach Mette Haulund en rigtig god idé. Julens mange arrangementer kan nemlig i sidste ende krakelere et allerede skrantende ægteskab.
Drop nogle af julearrangementerne
- Når vi både skal til juleklip i børnehaven og på skolen, og der samtidig er et væld af julefrokoster med arbejdet og familien, så kan ensomheden i parforholdet komme til at stå endnu tydeligere. Dermed er der stor risiko for, at julen skaber endnu mere frustration, siger Mette Haulund.
Skilsmissecoachen anbefaler derfor, at vi dropper nogle af højtidens mange arrangementer. I stedet skal vi bruge tiden sammen med vores partner.
- Vi tror nemlig, at julehyggen kan redde ægteskabet, siger Mette Haulund.