Den udskældte Sundhedsplatform skal skrottes, og i stedet skal hele landet have et fælles it-system på sygehusene.
Det mener Dansk Folkeparti, der vil bringe kravet ind i forhandlingerne om den store sundhedsreform, som regeringen har annonceret til efteråret.
For det handler om menneskeliv, fastslår Liselott Blixt, der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.
- Det har været dybt frustrerende som sundhedspolitiker at være vidne til historier om kræftpatienter, der er døde på ventelisten, og andre, der ikke er blevet indkaldt, fejlmedicinering og læger, der siger op i protest og meget andet. Det må vi rette op på, lyder det fra sundhedsordføreren for Dansk Folkeparti.
- Problemet har været den langsommelighed og de ventelister, det har været i forhold til patienterne. Vi har set læger, der har stoppet deres arbejde. Vi ved også, at der er rigtig mange ældre læger, der sidder og bruger mere tid på computeren end på patienten, siger hun.
Liselott Blixt har derfor bedt sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) om at hasteundersøge, hvordan et fælles it-system på alle landets sygehuse kan blive en realitet.
Ingen fordel at afskrive Sundhedsplatformen
Men Heino Knudsen, der er socialdemokratisk formand for Regionsrådet i Region Sjælland, er lodret uenig.
Ifølge ham, vil det ikke være nogen fordel at afskrive Sundhedsplatformen.
- Helt grundlæggende handler det for mig om, at vi er blevet sat i verden for at lave de bedste løsninger for vores medarbejdere og vores borgere. Og den bedste løsning - set fra min stol - er ikke at skulle skrotte Sundhedsplatformen. Så vil der jo gå to, tre eller fire år, før vores medarbejdere har et godt system at arbejde med, lyder det fra Heino Knudsen.
Derfor mener han også, at Sundhedsplatformen stadig er den bedste løsning for medarbejderne i Region Sjælland.
- Jeg tror stadigvæk, at den bedste løsning på de udfordringer, som vi har med Sundhedsplatformen, er at bruge det næste år på at få det til at fungere optimalt, siger han.
Liselott Blixt er velkommen på et besøg
Formanden for regionsrådet i Region Sjælland byder derfor også Liselott Blixt velkommen til at besøge de sjællandske sygehuse, så hun kan følge regionens arbejde med Sundhedsplatformen.
- Hvis nu Dansk Folkeparti og Liselott Blixt vil bruge energien på at arbejde med os, og se, hvordan vi kan løse de her problemer i stedet for at stå ude på sidelinjen og råbe, så vil det også hjælpe vores medarbejdere og organisation. Derfor vil jeg også gerne invitere Liselott Blixt på et besøg for at vise, hvad vi har gjort. For der bliver kæmpet hårdt med det her hver eneste dag, understreger Heino Knudsen.