Brand på børnehjem: Det er en katastrofe, hvis vi ikke har brandvæsen

Mens der diskuteres besparelser på brandvæsenet måtte både det lokale brandvæsen og redning fra fastlandet rykke ud til brand på Orø.

Flere børn måtte behandles for røgforgiftning efter en brand på Orøstrand Skole- og Behandlingscenter på Orø i Nordvestsjælland (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)

Flere børn måtte behandles for røgforgiftning, efter der opstod brand på Orøstrand Skole- og Behandlingshjem ved 17-tiden i går.

Det var Orø Brandvæsen, der først rykkede ud - for senere at få forstærkning fra fastlandet i form af ambulancer, akuthjælpere og brandvæsenet i Kirke Hyllinge.

Søren Kristensen fra Vestsjællands Brandvæsen var indsatsleder på stedet:

- Nogle af børnene har fået røg og derfor har vi tilkaldt flere ambulancer.

Midt- og Vestsjællands Politi betragter branden som et hændeligt uheld.

- Vores antagelse er, at det var en lampe, der var smeltet, så de varme dele dryppede ned og ramte en rullemadras, siger Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

To ambulancer og to brandbiler blev rekvireret fra fastlandet, og ifølge politiet undersøgte røgdykkere brandstedet.

Fem børn og en voksen blev i går sendt til tjek for røgforgiftning på akutafdelingen på Holbæk Sygehus.

  • Udover det lokale brandvæsen hjalp brandfolk fra Kirke Hyllinge til ved branden på Orø i Isefjorden. (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)
  • Der bor 24 børn på Orøstrand Skole- og Behandlingscenter. (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)
  • Det var en gruppe børn og voksne, der opdagede branden, efter at de lugtede røg. (Foto: © Trine Warrer Juul, (c) DR)
1 / 3

Branden kommer på et tidspunkt, hvor der er forslag om at nedlægge Orø Brandvæsen, fordi Vestsjællands Brandvæsen skal spare godt halvanden million kroner - i følge en rapport, som DR Sjælland er kommet i besiddelse af.

I rapporten, der er udarbejdet af Vestsjællands Brandvæsen, står der, at Orø kan reduceres til et ø-beredskab, hvilket kan give en besparelse på op mod 590.000 kroner.

Det vil betyde, at der ikke er røgdykkere på øen og at responstiden bliver 25 minutter.

Skoleleder og øbo Sidsel Steen Nielsen frygter, at det kan få store konsekvenser, hvis øens brandvæsen nedlægges:

- Det er en katastrofe, intet mindre, for hvis der var gået 40 minutter, inden der var kommet nogen, eller bare en halv time, så var denne her gamle bygning brændt ned og alle børnenes værdier, ting og hjem gået tabt, siger Sidsel Steen Nielsen og fortsætter:

- Det er 24 børns hjem. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor katastrofalt, det ville være.

Holbæks borgmester: Svært at føle sig tryg

I følge Odsherreds borgmester, Thomas Adelskov (S), er det regeringens pålæg fra 2015 om besparelser og fælles beredskab, der nu er skal gennemføres.

Den 25. maj fremsættes et endeligt forslag, som sendes i høring og eventuelle besparelser ventes vedtaget til efteråret.

Borgmester i Holbæk Kommune Christina Krzyrosiak Hansen (S) siger, at det for hende er vigtigt, at borgerne på Orø kan føle sig trygge:

- I hvilket format det skal være er vi i gang med at finde ud af. Men hvis man bare fuldstændig nedlægger brandvæsenet eller laver de besparelser, der er lagt op til, så kan jeg godt forstå, hvis borgerne kan have en smule svært ved at føle sig trygge.

Christina Krzyrosiak Hansen siger, at hun rigtig gerne så, at pengene ikke skulle spares:

- Men pengene skal bare gå op. Hvordan vi præcis kommer til at finde de penge, eller om kommunerne kommer til at byde ind med penge, - der er mange metoder at gøre det på - det er vi ikke afklarede om endnu, siger hun og uddyber:

- Det er jo et større budget med flere forskellige kommuner, som vi skal have til at hænge sammen. Det gælder ikke bare Holbæk Kommune.