Der var både buh-råb og klapsalver, som fyldte DGI-huset i Vordingborg mandag aften.
Her var op mod 700 borgere mødt op til borgermøde om det kommende udrejsecenter på øen Lindholm.
Mødet gav lokalbefolkningen mulighed for at stille spørgsmål om projektet til en række folketingspolitikere - blandt andre udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), velfærds- og kommunalordfører for Socialdemokratiet, Magnus Heunicke, og finansordfører i Dansk Folkeparti, René Christensen.
Efter to timers debat forlod de lokale borgere mødet med blandede følelser.
- Der kommer ikke noget konkret på banen. Jeg synes, at beslutningen er taget, og vi kan hverken gøre fra eller til. Det er jeg rigtig ked af, lyder det fra Jeanette Olsen.
En øjenåbner for politikerne
Beslutningen om det kommende udrejsecenter på Lindholm i Stege Bugt ligger fast, men de lokale beboere og kommunalpolitikere får alligevel noget at skulle have sagt i forhold til en række praktiske foranstaltninger.
Det fortæller finansordfører i Dansk Folkeparti, René Christensen.
- Det her bliver ikke det sidste møde eller den sidste dialog, vi skal have med borgerne. Vi skal til at have en lang dialog med det lokale demokrati fra nu og frem mod centrets åbning.
Allerede ved debatmødet fik René Christensen helt konkrete inputs, der skal arbejdes videre med, fortæller han.
- Vi har egentlig gået og sagt, at der skal være så få færgeafgange som muligt, men så siger folk, at så kommer alle fra Lindholm over til vores lille samfund på én gang, og hvordan skal de så kunne komme væk? Det er lidt af en øjenåbner, for så skal der måske være flere færgeafgange. Vi skal så lave nogle restriktioner på, at der kun kan komme 15 eller 20 over ad gangen, fortæller han.
Aftenens største buh-råb tilfaldt dog Socialdemokratiets Magnus Heunicke, da han slog fast, at Socialdemokratiet ikke kommer til at stemme imod finansloven, som udrejsecenteret er en del af.
- Vi har efterlyst, at der kommer et tredje udrejsecenter. Finansloven handler om at finansiere et tredje udrejsecenter. Det handler ikke så meget om, hvor det ligger, men om at finansiere det. Det ville være alt for populistisk at sige, at vi nu ikke vil stemme for at finansiere et tredje udrejsecenter, sagde Magnus Heunicke.
Borger: Vi kæmper videre
Efter borgermødet understregede flere af borgerne, at de ufortrødent vil fortsætte deres kamp mod udrejsecenterets placering på Lindholm.
- Det er i hvert fald ikke den vej, vi skal gå. Så må vi eventuelt lave nogle sanktioner. Vi må prøve at gøre det svært for dem at gennemføre den her beslutning på andre måder, understreger Jeanette Olsen, som får opbakning fra Nikolaj W. Reichel, der er formand i Børn, Unge og Familie-udvalget i Vordingborg Kommune.
- Jeg mangler input fra dem, der arbejder med det til daglig. Lige nu synes jeg, at vi har en debat med mennesker, som ikke er sat ind i sagen. Vi er nødt til hele tiden at råbe op og fortælle, hvad der bekymrer os, siger Nikolaj W. Reichel til DR.