23-årige Katharina vil droppe smøgerne efter prisstigning: 'Det bliver for dyrt'

Men det er ikke alle, der er klar til at lægge cigaretterne fra sig.

- Det er en vanesag. Man kan godt sige, at jeg er afhængig af det, siger 18-årige Jonathan Odin Petersen, mens han klikker på lighteren og tænder for en ny cigaret.

Om to år kan Jonathan Odin Petersen komme til at hive omkring 50 kroner op af lommen, når han skal købe en pakke cigaretter. I dag kom regeringen nemlig med et udspil, der går ud på at hæve prisen for en pakke cigaretter med ti kroner over to år.

Jonathan Odin Petersen ryger selv en pakke cigaretter om dagen, men at cigaretpakkerne vil koste ti kroner, vil ikke få ham til at kvitte smøgerne.

- Det har jeg det fint nok med, siger Jonathan Odin Petersen, der til daglig går på Data- og kommunikationsuddannelsen på ZBC i Ringsted.

Men selvom priserne ikke vil påvirke Jonathan Odin Petersens rygevaner, håber han, at andre unge vil afholde sig fra tobakken.

- Jeg håber, at unge ikke vil starte på at ryge. Så har de ikke råd til at købe en pakke om dagen, fortæller han og indrømmer, at han med nød og næppe har råd til sit eget cigaretforbrug.

'Der er en speciel hygge ved at ryge'

Ved siden af står klassekammeraten Lui Fensmark Nielsen, der lige har skoddet en cigaret.

- Jeg er dog i gang med at stoppe med at ryge, men det er virkelig svært; men det er ikke prisstigningerne, der får mig til at ændre mine vaner, fortæller den 20-årige studerende.

Lui Fensmark Nielsen har røget i et par år, men han har ikke længere en pakke cigaretter liggende fast i lommen.

- Det er ærgerligt, at man skal tage det gode fra folk, for der er en speciel hygge ved at ryge - uanset hvor usundt det er, siger han.

For dyrt

Et andet sted på campus ved erhvervsskolen står Katharina Street med veninden Chloe Zwicker.

Ved kvindernes fødder ligger der små cigaretskodder, der viser, at arealet er et af de faste rygeområder på skolen.

- Jeg er selv ryger, men jeg synes, at prisstigningerne på cigaretterne er en god idé, for så er der flere mennesker, der stopper, siger 23-årige Katharina Street, der til daglig læser på detail- og handelslinjen på erhvervsskolen ZBC.

De foreslåede prisstigninger på cigaretpakkerne vil også få hende til at stoppe med at tænde for smøgerne, hvilket hun ellers har gjort, siden hun var 15 år gammel.

- Jeg betaler 42 kroner nu, og jeg vil ikke betale mere. Så stopper jeg.

'Prisen skal stige meget mere'

Forslaget til prisstigningerne vækker heller ikke den store trang til et rygestop på en byggeplads i Sorø, fortæller jord- og betonarbejder Troels Schmedegaard, der har tændt smøgerne i 20 år.

- Prisen skal i hvert fald hæves med 20 til 30 kroner, så det kan mærkes på pengepungen, siger han.

Selvom Troels Schmedegaard ikke mener, at prisstigningen ville få ham til at lægge cigaretterne, håber han på, at flere unge ikke vil begynde med at ryge.

Flere partier har ønsket at få prisen per pakke endnu højere op, men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er bekymret for den sociale slagside ved at sætte prisen for højt.

- Der er nogle mennesker, der ikke kan stoppe med at ryge, og for hvem livet er svært. Her har vi altså nogle, hvor vi risikerer at slå bunden ud af deres pensioner, for de har så ikke råd til at købe den medicin, det tøj og den mad, de har brug for i deres hverdag. Det er bedst for alle at stoppe, men vi har også et socialt hensyn at tage, fortalte sundhedsministeren til DR tidligere i dag.

Udover prisstigningerne foreslår regeringen også, at cigaretterne skal gemmes væk fra butikshylderne, og der skal laves et forbud mod rygning på skoler, gymnasier og erhvervsskoler.