Både anklager og forsvarer er tilfredse efter dagens dom over den kontroversielle aarhusianske digters Yahya Hassan.
Ved Retten i Aarhus blev han idømt et år og ni måneders ubetinget fængsel i en sag om affyring af skud, som han har siddet varetægtsfængslet i siden marts måned.
Yahya Hassan var tiltalt for at have skudt en 17-årig mand i foden, men dommeren vurderede ikke, at Yahya Hassan havde skudt mod den 17-årige for at ramme, som anklageren ellers mente.
Anklager Lars Petersen havde krævet tre års fængsel til digteren, men han er alligevel tilfreds med dommen.
- Jeg synes ikke, vi kan tillade os at være rigtigt utilfredse. Dommen består jo af to elementer. I skyldsspørgsmålet fik vi stort set medhold, undtagen at det var 252, altså at der blev skudt for at skræmme og ikke for at ramme, siger han og fortsætter:
- Kigger man på strafudmålingen, er man nødt til at kigge på, at der er nogle formildnende omstændigheder, som retten har lagt vægt på, og det er jo, at forurettede har fremprovokeret situationen.
Yahya Hassans forsvarer Michael Juul Eriksen er også godt tilfreds med dommen.
- Både jeg og Yahya er meget tilfredse med afgørelsen. Vi vidste godt, at han ville få minimum halvandet år på grund af pistolen, og vi havde på forhånd aftalt, at alt under to år ville vi acceptere, siger han.
Ud over fængselsdommen skal Yahya Hassan betale en bøde på 40.000 kroner. Han får også frataget retten til at køre bil i et år, han får konfiskeret sin sorte Mercedes og sin motorcykel, og han skal betale sagens omkostninger og en mindre erstatning.
Ud over skudepisoden var digteren også tiltalt for en lang række andre lovovertrædelser.