En 35-årig mand er anholdt og sigtet for at have forvoldt fare for andre ved at have sejlet for hurtigt og tæt på kysten på en vandscooter i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Den 35-åriges vandscooter er beslaglagt til nærmere undersøgelse.
Sidst på eftermiddagen torsdag fik Østjyllands Politi flere anmeldelser om vandscootere, der sejlede for hurtigt og for tæt på kysten ud for Den Permanente.
- Vi er rigtig glade for, at folk kontakter os, når de ser de her vandscootere, der sejler hensynsløst og til fare for andre i havneområdet. Det skal vi have stoppet, og derfor sendte vi også med det samme en patrulje derned, siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.
Politiet tog ned til havneområdet for at holde øje med vandscooterne, men da førerne af vandscooterne blev opmærksomme på, at politiet var til stede, sejlede de længere ud og holdt sig ude på vandet. Politifolkene besluttede derfor at lade som om, at de forlod området for at lokke vandscooter-sejlerne ind til havnekanten.
Det virkede - og kort tid efter fik politiet fat i den 35-årige mand.
I en anden sag om vandscootere er en 24-årig mand sigtet. Han mistænkes for dobbelt uagtsomt manddrab på to amerikanske kvinder i København tidligere på måneden og for hensynsløst at have udsat andre for livsfare og for at have undladt at hjælpe personer i nød.
Den 24-åriges vandscooter kolliderede med kvindernes båd.