Trafikanterne på motorvej E45 er vant til masser af uheld og massiv kø.
Blandt andet strækningen mellem Aarhus Syd og Skanderborg Syd er hårdt ramt, og det vil regeringen nu ændre på.
Venstre lægger i sit bud på finansloven op til, at der skal bruges 500 millioner kroner på at udvide motorvejsstykket fra fire til seks spor.
- Vi kan se, at der er stor trængsel på store dele af E45, og det har stor betydning for både borgere og virksomheder, der skal spilde for meget tid på vejene, siger transportminister Hans Christian Schmidt (V).
Regeringen mener, at situationen på den jyske motorvej er så slem, at det faktisk er skrevet ind i regeringsgrundlaget, at der skal gøres noget ved det.
Ifølge Hans Christian Schmidt er det dét, regeringen nu følger op på med sit bud på finansloven for 2017.
- En effektiv og velfungerende infrastruktur er en forudsætning for at skabe arbejdspladser. Derfor er E45 prioriteret i regeringsgrundlaget, siger han.
Fremtiden usikker for togenes timemodel
Transportministeren er klar over, at det ikke er det eneste sted på E45, der er problemer, men man skal starte et sted, som han siger.
Det her er vel noget, der rammer den såkaldte timemodel hårdt - altså planen om, at man skal kunne køre mellem Aalborg og København på fire timer med tog. Er den død?
- Det skal jeg ikke kunne sige, men man er nødt til at forstå, at det er blevet vejenes tid. Vi skal til at investere noget på vejene, siger Hans Christian Schmidt.
Ifølge ham står vejene for over 85 procent af de personkilometer, der bliver kørt i Danmark hvert år.