Usikker trafik for cyklister mindsker risiko for ulykker

Vejdirektoratet har flere steder i landet sløjfet cykelstier. Det kan være med til at nedbringe antallet af ulykker.

Ifølge Vejdirektoratet tænker cyklisterne sig bedre om, hvis trafikken er usikker, og det gør det faktisk mere sikkert at være cyklist (arkivfoto). (© colourbox)

Det lyder skørt, men den er god nok: Gøres trafikken mere usikker for cyklisterne, kan antallet af ulykker faktisk falde.

Derfor kan der være god grund til at sløjfe cykelstien nogle steder, mener Vejdirektoratet, der i øjeblikket er i gang med at droppe de sidste 40 meters cykelsti i et farligt kryds i Randers.

På den måde bliver trafikken blandet, og cyklisterne kører ude på vejen mellem bilerne.

Det er godt, fortæller Peter Lund Hansen, der leder projektet for ombygning af det stærkt trafikerede kryds Vester Boulevard og Park Boulevard i Randers.

- Når det bliver lidt usikkert for cyklisterne, tænker de sig bedre om og er mere villige til at indgå et kompromis med bilisterne.

Vejdirektoratet ved af erfaring fra både Aarhus, København og Herning, at ideen fungerer.

Princippet fungerer dog ikke i alle typer af kryds.

- I tilfældet i Randers, hvor man kører ned ad en bakke, har en rimelig fart på og kan blande sig med cyklisterne, vil det gøre gavn.

I det konkrete Randers-kryds er det sket fire gange i løbet af de seneste fem år, at en cyklist er blevet ramt af en bil, der svingede til højre. Det vil falde til 0, mener projektlederen.