For tunge babyer kan blive overvægtige resten af livet

Babyer født af mødre med graviditetsdiabetes vejer mindre end før. Det betyder, at de kan undgå overvægt. De fedtceller, man danner i sin mors mave, har man nemlig resten af livet.

Børn, der har dannet mange fedtceller, mens de lå i deres mors mave, kan blive overvægtige resten af livet. (© Colourbox)

Nybagte forældre fortæller oftest meget stolt om vægten af den nyfødte.

Men faktisk kan det være et skidt tegn, hvis babyen er tung.

Det kan nemlig skyldes, at moderen har haft graviditetsdiabetes og barnet derfor er født med ekstra mange fedtceller.

Nyfødte vejer 200 gram mindre

Derfor er man på Aarhus Universitetshospital godt tilfredse med, at det nu er lykkedes at få fødselsvægten ned på babyerne, fortæller overlæge Per Ovesen.

- Hvis de er født overvægtige, har man lagt kimen til, at de vil være overvægtige resten af livet.

Børn født af mødre med graviditetsdiabetes har slanket sig ned til nu at veje i gennemsnit 3400 gram ved fødslen. Det er 200 gram mindre end for ti år siden. Og de 200 gram gør en stor forskel.

Læge: Tomme fedtceller råber på mad

- Man laver fedtceller, når man er inde i sin mors mave, og de fedtceller har man resten af livet. Hvis de er tomme, råber de på mad. Så det er rigtig godt, vi har fået taget de 200 gram af børnene, siger Per Ovesen.

For at holde babyvægten nede og mødrene frie af graviditetsdiabetes står den på sund kost og motion i graviditeten.

- Det er godt, at man ikke lægger kimen til, at børn skal være overvægtige resten af deres liv, fordi de er født overvægtige, siger Per Ovesen.