Taxa-bannere vigtig del af ny kampagne rettet mod voldtægtsofre

Taxareklamer, der spørger om, hvornår noget er voldtægt, skal hjælpe krænkede kvinder.

Store taxa-bannere med spørgsmål om tvivl i forbindelse med overgreb skal få flere kvinder til at søge hjælp, håber landets ni centre for voldtægtsofre.

”Jeg kyssede for sjov med min bedste ven. Pludselig ville han mere. Han holdt mig fast. Jeg frøs fuldstændig. Er det voldtægt..?”

Sådan lyder et af spørgsmålene i en ny oplysningskampagne, som landets ni centre for voldtægtsofre står bag.

For mange kvinder får ikke den hjælp, som de har brug for, fordi de er i tvivl om, hvorvidt det, de har oplevet, faktisk er en voldtægt, lyder erfaringerne fra centrene.

Men måske kan kvinderne blive mindet om at få hjælp, når der kører en taxa forbi. For som en del af den nye kampagne bliver en række af landets taxaer klistret over med spørgsmål om tvivl i forbindelse med voldtægt.

Og det er en god idé, mener taxachauffør Peter Nielsen fra Dantaxi.

- Os, der kører om natten, har jo desværre oplevet, at kvinder, der har oplevet et seksuelt overgreb, søger tilflugt i en ledig hyrevogn. Mange er ikke interesseret i kontakt til politiet, så det er fantastisk, at vi kan hjælpe dem til Center for Voldtægtsofre, siger han.

Langt de fleste voldtægter foregår mellem mennesker, der kender hinanden. I mange tilfælde føler kvinderne skyld og skam og er i tvivl om, om de egentlig er blevet voldtaget, hvis de kender krænkeren, forklarer Rikke Bak, ledende psykolog ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus.

- Derfor er det vigtigt at vide, at der er hjælp at hente på Center for Voldtægtsofre, uanset hvornår et overgreb er foregået, siger hun.

Kampagnen bliver desuden spredt via nettet, posters og sociale medier.