Syrienskrigersag: Både forsvarer og anklager overvejer at anke

En 26-årig mand fra Aarhus fik onsdag tre års fængsel og en betinget udvisning af landet.

Retssagen mod den 26-årige tunesiske statsborger er den første i Danmark, der udspringer af en række lækkede dokumenter fra terrororganisationen Islamisk Stat (arkiv). (Foto: © Eric Øtting, DR)

Både forsvarer og anklager overvejer at anke dommen, efter at en 26-årig syrienskriger i dag blev idømt tre års fængsel og betinget udvisning af Danmark med en prøvetid på to år.

Det skete ved Retten i Aarhus i dag.

Retssagen har fået stor opmærksom, fordi det er den første i Danmark, der udspringer af en række lækkede dokumenter fra terrororganisationen Islamisk Stat, og i alt har anklagemyndigheden rejst tiltale mod seks personer, der er nævnt i dokumenterne.

Den 26-årige mand, der har tunesiske rødder, er blevet fundet fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 114, den såkaldte terrorparagraf. Retten fandt det bevist, at han lod sig hverve af Islamisk Stat, da han i september 2013 havnede i en militær træningslejr i Syrien, hvor han ifølge anklageskriftet modtog træning i våbenbrug af Islamisk Stat.

Den 26-åriges forsvarsadvokat Claus Bonnez mener, at manden bør overveje at anke dommen til landsretten.

- Det er forsvarets synspunkt, at der ikke er bevis for, at han tog til Syrien for at træne med Islamisk Stat, og at han rent faktisk kom ind i lejren, uden at vide, hvad det var, og at han forlod lejren, da han fandt ud af, hvad det var. Han var der jo i ganske kort tid, mener forsvareren.

Også politiets anklagemyndighed overvejer at anke.

Anklager Jacob Balsgaard Nielsen havde argumenteret for minimum fem års fængselsstraf samt udvisning til Tunesien med indrejseforbud for bestandig.

- Jeg er tilfreds med, at retten har fundet den pågældende skyldig, og jeg er også tilfreds med, at retten har udmålt flere års fængsel i denne her sag. Så overordnet set er det en god ting, siger Jacob Balsgaard Nielsen, men tilføjer:

- I forhold til niveauet må vi kigge det ordentligt igennem, og i samråd med Statsadvkoaten vurdere, om sanktionen efter vores opfattelse skal løftes en smule under en eventuel anke af sagen.

Den 26-årige dømte mand har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han ønsker at anke sagen. Under retssagen har han selv fortalt, at han tog til Syrien for at yde nødhjælp.