Det er næsten altid en fordel at søge om studiestart gennem kvote to, hvor det ikke kun er karakterer, der er afgørende for ens muligheder for at komme ind på ønskestudiet.
Det budskab har blandt andet Studievalg Aarhus forsøgt at kommunikere ud de senere år.
Og det ser ud til, at det virker. Vejledningssamtalerne på Studievalg Aarhus er nemlig overbooket, inden fristen for at at søge ind på de videregående uddannelser gennem kvote to slutter på søndag, fortæller centerleder Sidsel Daubjerg Overgaard.
- Det er studievalgshøjtid. Vi har rigtig travlt, siger hun.
Kvote to for en sikkerheds skyld
Sidste år søgte knap 50.000 personer om studieoptagelse gennem kvote to. Og det forventes, at der er endnu flere i år.
Sarpel Seref er en af dem, der netop har søgt gennem kvote to, selvom hendes snit formentlig er højt nok til kvote et, hvor det udelukkende er karakteren, man kigger på.
- Ja, mit snit ligger ret godt. Men jeg synes, at det altid er godt at være på den sikre side, så derfor vælger jeg at søge gennem kvote to. Det øger simpelthen mine chancer for at komme ind, tror jeg.
Karakterkravet ligger ikke fast
Og det er rigtig klogt, mener Sidsel Daubjerg Overgaard.
- Vi ved endnu ikke, hvor mange ansøgere der er, og hvad deres karaktergennemsnit er. Og derfor kan vi ikke fortælle ansøgerne endnu, hvilket gennemsnit, der kræves for at komme ind, siger hun.
Så selvom man altså tror, at man har snittet til at komme ind, kan man sagtens opleve, at karakterkravet senere stiger, fordi der kommer flere ansøgere. Og så kan man stå uden en plads til sommer.
- Så søg endelig gennem kvote to, men prøv også at søge bredt. Det kan godt være, at man ikke lige kommer ind på sin første prioritet, men så kan man have en anden, tredje og fjerde prioritet. Ja, man kan faktisk søge op til otte forskellige uddannelser, siger Sidsel Daubjerg Overgaard.