Fængselsmuseet i Horsens vandt onsdag aften en stor international pris i London for dets formidling og måde at bruge forskellige medier på.
Prisen blev uddelt af Museum + Heritage, en organisation der samler alle engelske museer, men også har øje for udlandet. Prisen har fokus på museers nye tiltag og brug af teknologi i udstillingerne.
I Horsens havde man ikke ligefrem regnet med at vinde, fortæller museumschef Anne Bjerrekær. Museet var nemlig oppe mod museer som Søfartsmuseet i Australien og Kongernes Jelling.
- Det er helt forrygende. Vi kan slet ikke få armene ned herovre. Vi havde slet ikke regnet med det, så det var jo helt vildt, siger hun.
- Vi var oppe mod så stor en liga. Det er museernes Oscar, Emmy eller Golden Globe-uddeling, så man skal virkelig være god for at vinde.
Hun håber, at det vil betyde, at museet i fremtiden vil få flere internationale gæster, og allerede nu er museet i gang med at forberede endnu en udstillingssatsning, som snart åbner.
- Den pris, vi fik i går er givet for udstillingerne sidste år, så nu lægger vi endnu et stort lag på, lyder det fra Anne Bjerrekær.
Det er blot få måneder, siden at museet vandt en anden prestigefyldt, international pris – nemlig Inavation Award 2016, som blev uddelt i Amsterdam.