Stine er på camp for udsatte: Jeg får genopfrisket følelsen af, at jeg faktisk dur til noget

Camp for udsatte borgere vil vise deres besøgende, at der er et liv på den anden side af bænken.

Stine Lehmann har fire gange deltaget i feriecampen sammen med sine to børn på 11 og 14 år, og netop sammenholdet er noget af det, hun fremhæver.

1.500 personer er lige nu samlet ved stadion i Randers, men de er der ikke for at se fodbold.

De er nemlig på Ferie Camp.

Det er Landsforeningen af Væresteder, som de senere år har inviteret misbrugere, prostituerede og psykisk syge og deres familier på ferie, så de kan få et pusterum fra hverdagen.

Sekretariatschef Cliff Kaltoft håber, at campen ved at give deltagerne mange oplevelser og skabe en følelse af fællesskab, kan få dem til at se lidt mere lyst på tilværelsen.

- Hvis man skal se, at der er et andet liv end at sidde på bænken, så skal man have en oplevelse af, at der venter noget på den anden side, der er sjovt og godt, siger han.

Stine Lehmann er en af de udsatte borgere, der har sagt ja tak til tilbuddet.

Hun kommer fra en misbrugsfamilie og har selv været misbruger i 18 år. De seneste tre et halvt år har hun været clean.

Stine Lehmann har fire gange deltaget i feriecampen sammen med sine to børn på 11 og 14 år, og netop sammenholdet er noget af det, hun fremhæver.

- Jeg bliver fyldt op med glæde og ny power, når jeg kommer herfra. Jeg får genopfrisket følelsen af, at jeg faktisk dur til noget og er noget værd. Det tænker jeg, at vi alle oplever herude, da alle kan være med. Det er rigtig fantastisk, siger hun.

Sidste år foregik campen i Fredericia, men den fik vokseværk og er derfor rykket til det østjyske. Den varer ugen ud.