Slut med mobilhuller

Der skal være ordentlig mobildækning i Norddjurs, og det skal alle hjælpe med til. Folk skal indberette de steder, hvor de opdager, at der er mobilhuller.

Mobilmasterne skal fremover være placeret helt rigtigt i Norddjurs. (© Ericsson)

Norddjurs Kommune går nu til kamp mod den dårlige mobildækning og det langsomme og nogen steder ikke eksisterende internet.

Det sker med en mastepolitik og et interaktivt kort på nettet, hvor borgerne kan plotte mobilhuller ind.

- Vil vil gøre det så nemt som overhovedet muligt for teleselskaberne at stille master op i vores kommune, siger Jens Meilvang, der er formand for miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune.

Masterne skal op hurtigt

Kommunen udpeger og forhåndsgodkender en række egnede steder til master, så der ikke går tid med at sagsbehandle, når et selskab vil sætte en mast op. Der skal kun være en høringsperiode.

Det er meget vigtigt med en hurtig sagsbehandlingstid, siger Jens Meilvang.

- Vi har nogle huller på Djursland, hvor der ikke er særlig god dækning. Det vil vi gerne påvirke så meget som muligt, så vi får en bedre dækning.

Interaktivt kort

Borgere og erhvervsliv skal også hjælpe til. De skal plotte huller i dækningen ind på et interaktivt kort på nettet, fortæller Jens Meilvang.

- Her kan man melde ind om mobilhuller, og så kan vi fortælle teleselskaberne om, hvor det er en god idé at sætte en mast op med mulighed for at få en masse nye kunder.

Han tilføjer, at der er tale om en vigtig sag for kommunen.

- Det er vigtigt for virksomheder og privat og for bosætningen, at vi har en ordentlig mobildækning.