- De lærer at stå op om morgenen og få en forståelse af, hvad det vil sige at være på arbejdsmarkedet.
Det forklarer Niels Birkelund Hansen, som er souschef i supermarkedet Kvickly i Bruuns Galleri i Aarhus.
Supermarkedet har i samarbejde med Aarhus Kommune og Gøgler-produktionsskolen indtil videre haft 40 skoletrætte elever igennem forløbet med virksomhedsskolen.
Og det har været med stor succes: På det første hold gik fire ud af fem unge videre på en ungdomsuddannelse inden for eksempelvis butiksfaget.
De unge arbejder i supermarkedet om formiddagen
De unge begynder dagens arbejde om formiddagen i butikken, og om eftermiddagen står den på de traditionelle skolefag som matematik, dansk og samfundsfag tre gange om ugen.
- Vi lærer dem at møde til tiden, vi lærer dem at indgå i et fællesskab og at tilpasse sig i et virksomhedsmiljø. De lærer at tage ansvar, for det kan godt være overrumplende for de unge at få stillet nogle forventninger op, siger Niels Birkelund Hansen.
De unges arbejde i supermarkedet består især af at fylde hylder op med varer, rydde op og gøre rent.
Eleven styrede nærmest selv vinafdelingen
Ifølge Niels Birkelund Hansen får Kvickly også selv får noget ud af det, for medarbejdere lærer at lede meget forskellige unge. Og nogle af eleverne imponerer under deres ophold:
- Vi havde en gut i vinafdelingen på det seneste hold. Da han stoppede hernede, jamen da kunne han næsten klare afdelingen selv. Han havde i hvert fald en rigtig fin rejse, siger Niels Birkelund Hansen.