Det er ikke kun mennesker, der kan udvikle dårlige spisevaner. Det kan fugle også.
Skarven er nu begyndt at søge føde i vandløb og åer, hvor fuglen nu er det mest forslugne rovdyr.
- I forbindelse med den kolde vinter i 2009/2010 var skarven presset ude ved kysterne, og så begyndte den at søge ind i åerne for at finde føde, siger senioforsker Thomas Bregnballe fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.
- Den dårlige vane med at søge føde oppe i åerne er de nu fortsat med - ikke kun i de efterfølgende vintre, men også på andre tider af året, siger han.
Kan mærkes på bestanden
Thomas Bregnbakke har, sammen med tre andre forskere fra DTU Aqua, netop udgivet en rapport om, hvilke rovdyr, der mest påvirker bestanden af fisk i ferskvand.
Her topper skarven som den mest forslugne af alle dem, der spiser fisk i åerne. Og nu kan man efterhånden også mærke det på bestandene.
Det er især gået ud over bestandene af især skalling og bækørred. De har lidt under det her, siger Thomas Bregnballe.
Bibeholder de dårlige madvaner
Han vurderer ikke, at skarven pludselig vil lægge den nye dårlige vane med at spise fisk i åerne fra sig foreløbig.
- Når først den her uvane er udviklet, så er der en del, der tyder på, at skarven vil vedblive med at søge føde oppe i åerne, siger Thomas Bregnballe.