Scorede legendarisk mål for tyve år siden: Martin Jørgensen tror på Danmark i aften

I aften skal Danmark forsøge at spille sig videre i VM-slutrunden. Sidst Danmark nåede en kvartfinale var i 1998.

- Danmark vinder mod Kroatien i straffesparkskonkurrence, lyder buddet fra Martin Jørgensen. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

I aften er det på med de rød-hvide farver, for det danske herrelandshold møder Kroatien i 1/8-finalen ved VM i fodbold i kampen om avancement til kvartfinalen.

Sidst Danmark nåede en VM-kvartfinale, var i 1998, hvor landsholdet mødte Brasilien.

Her spillede østjyske Martin Jørgensen en stor rolle allerede efter bare et minut og 38 sekunder. Her lykkedes det ham nemlig at sende bolden i brasilianernes net.

- Det var en stor dag og et stort øjeblik, og når jeg bliver bedt om at tænke tilbage på mit største øjeblik i karrieren, er det uden tvivl de sekunder, siger han.

Målet står helt klart i hans hukommelse.

- Det står klart på nethinden. Jeg kan huske lige præcis, hvad der skete. Opspil og frispark fra Peter Møller, Michael Laudrup, der tager frispark hurtigt til Brian Laudrup, og jeg havde læst det lige så hurtigt, som de havde, og fandt så plads inde i feltet, og var så heldig at ramme den godt, så den gik ind, siger han.

VM er det største

På trods af målet, tabte Danmark desværre 3-2. Men det ødelægger ikke mindet om slutrunden.

- VM er det største, man kan opnå som fodboldspiller. Det er en måned med gode minder, det var også dér, jeg slog igennem på landsholdet, og alt var nyt og spændende. Det er tæt på at være den bedste måned i mit liv, lyder det fra Martin Jørgensen.

Den vævre fløjspiller spillede hele 102 landskampe i karrieren og nåede at scorede 12 mål i den rød hvide trøje.

Tror på sejr til Danmark

I aften er det så Kroatien, det danske landshold står overfor i en 1/8-finale. Og igen må danskerne affinde sig med en rolle som underdogs.

- Hvis man kigger på, hvordan de to hold har spillet, så er der ingen tvivl i min bog om, at Kroatien er favorit i aften, men det var Nigeria også for tyve år siden, da vi mødte dem i 1/8-finalen, og der endte vi altså med at vinde 4-1, siger Martin Jørgensen

Derfor tror han stadig på Danmark.

- Jeg tager de rød-hvide briller på og det positive sind, og ved, at i de her knald eller fald kampe, kan det være dommeren, personlige fejl eller fejlkendelser, der kan afgøre en fodboldkamp, og så ved man aldrig, hvad der kan ske i en VM-fodboldkamp.

Et helt konkret bud på, hvordan kampen kommer til at ende, er han også klar med.

- Så vinder Danmark i straffesparkskonkurrence, siger han.

Kampen mellem Danmark og Kroatien kan ses klokken 20 på DR1 eller høres i radioen på P3.