Selv om dit barn er blevet alt for tykt, kan det godt lade sig gøre at smide kiloene igen. Det viser et østjysk projekt.
Fire kommuner, Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs og regionshospitalet Randers har drevet overvægtsklinikker siden 2014.
Det særlige er, at hospitalernes børnelæger og kommunernes sundhedsplejersker har arbejdet tæt sammen om vægttabet, og at det lykkes for otte ud af 10 børn at tabe sig.
Det er imponerende, mener overlæge Bent Windelborg Nielsen fra regionshospitalets børneafdeling.
- Hvis man er blevet svært overvægtig, så er tendens til, at det kun bliver værre med tiden. Så hvis man kan holde vægten eller ligefrem tabe sig som barn, så er det meget godt gået, siger han.
Børnene bliver først undersøgt på børneafdelingen, og så kommer de til samtaler i deres kommune, hvor de får hjælp til en sund livsstil. Det er vigtigt, for lægerne har været overrasket over at finde børn, der allerede er ved at blive syge af deres overvægt.
Marie Schou fra Randers er mor til Tobias. Han vejede 64 kilo og var 153 centimeter høj, da han som 11-årig kom med. I dag har han tabt sig 20 centimeter om livet og vejer som 14-årig næsten det samme som i 2014.
- Han er blevet meget mere glad og aktiv og deltager langt mere i aktiviteter i skole og juniorklub, siger Marie Schou. Det har hjulpet Marie Schou at have læger og sundhedsplejersker på sin side.
- Vi har undgået en masse konflikter om madvaner, når der pludselig var ting, der manglede i køleskabet. At det ikke var mig som mor, der pressede ham ud i noget, han ikke selv var med i.
Programmet kræver kun syv timers undersøgelser, fortæller projektleder Carl Nielsen.
- Vi har udviklet en metode, der også er billig og effektiv i forhold til at få mange børn igennem, siger han.
Børnene bliver afsluttet i overvægtsklinikken, når de har nået en vægt, der svarer til et BMI på 27,5 for en voksen. Det er der indtil videre ni børn i projektet, der har opnået.
Projektet er ét af i alt otte på landsplan, der skal finde en bedre metode til at behandle overvægtige børn.