De fire drenge fra Ry, der er sigtet for drabsforsøg ved at kaste en flaske brændende benzin på en skolekammerat, skal forblive varetægtsfængslet frem til 12. april.
Forsvarsadvokaterne vurderer, at anklageskriftet og dermed sagen mod de fire er lige på trapperne:
- Vi har en forhåbning om, at vi sidst på ugen kan fastsætte en dato for, hvornår retssagen begynder, siger Mette Grith Stage.
De sigtedes forsvarsadvokater har selv bedt retten i Horsens om forlængelse, som derfor sker uden retsmøde. De sigtede har fra start nægtet sig skyldige.
For forsvarsadvokaterne er det interessant, om anklagemyndigheden fastholder sigtelsen for drabsforsøg.
- Retten har fra starten vurderet, at der kun var en begrundet mistanke for grov vold, og derfor regner jeg bestemt ikke med, at der kommer en tiltale for drabsforsøg, siger Mette Grith Stage.
Hvis der ikke sidst på ugen ligger et anklageskrift og en dato for sagen, vil forsvarsadvokaten have sin klient i retten 12.april.
Sagen stammer fra 6.februar. Her blev en 16-årig afghansk dreng udsat for et angreb med en benzinbombe af fire af sine jævnaldrende klassekammerater. Drengen fik alvorlige forbrændinger på 30 procent af kroppen.