Region Midtjylland får markant færre busser: Familien Feldborg overvejer bil nummer tre

De blå busser i Region Midtjylland bliver beskåret fra 130.000 timer på vejene til kun 45.000.

Birgitte Feldborg fra Gedved overvejer at tilføje endnu en bil til de to, der allerede står i indkørslen, så sønnerne kan komme i gymnasiet, når bus 107 får færre afgange. (© DR)

Der vil blive væsentligt længere mellem de blå busser på vejene, når de nye køreplaner træder i kraft til sommer i Region Midtjylland.

Flere regionale busruter må nemlig lade livet eller får færre afgange, når kommunerne overtager finansieringen af busserne fra regionen.

For Birgitte Feldborg i Gedved bliver konsekvensen, at hun må købe en ekstra bil til familien, så hendes to drenge kan komme til gymnasiet i Skanderborg.

- Både min mand og jeg har en bil, og vi bruger den hver dag på arbejde, så en bil nummer tre kan blive en løsning for os, siger hun.

Besparelserne går nemlig blandt andet ud over rute 107, der før kørte Birgitte Feldborgs drenge i skole.

- Det betyder, at busserne kun kører en gang om morgenen og en gang om eftermiddagen. Problemet er, at når man går i gymnasiet, så møder man nogle gange klokken halv ti eller har fri klokken 12. Det gør, at det kan være svært at komme frem og tilbage, siger hun.

En væsentlig nedskæring

I dag er der 130.000 timer om året i køreplanen, men fra 30. juni vil der være omkring 45.000 timer.

Det viser en konkretisering af køreplanerne, som trafikselskabet Midttrafik har lavet, efter det har modtaget kommunernes bestillinger på busser.

- Det er en væsentlig reduktion i kørslen, som vi kommer til at se, siger planchef i Midttrafik Ole Sørensen.

Regionsrådet besluttede 31. oktober 2018 at stoppe finansieringen af en række regionalruter per 1. april 2019. Det sker for at spare 60 millioner kroner på den kollektive trafik.

Midttrafik har i samarbejde med kommunerne og Region Midtjylland fundet finansiering af regionalruterne frem til køreplanskiftet 30. juni 2019.

- Vi har fået bestillingerne ind fra kommunerne, og der er stadig nogle løse ender, som vi er i fuld gang med at afklare, siger Ole Sørensen.

Midttrafiks hjemmeside kan man se, hvilke busruter der lukker eller fortsætter i en reduceret form.