Rettet 04.02.2019 klokken 11.49:
Julie er anonymiseret efter familiens ønske. Redaktionen kender hendes rigtige navn.
19-årige Julie er bruger i Psykiatriens Hus.
Når livet bliver for meget for hende, går hun i total panik og ligger og skriger og sparker.
I stedet for at ligge derhjemme tager hun hen til Psykiatriens Hus i Silkeborg. Som psykisk syg i Silkeborg behøver hun nemlig kun henvende sig ét sted for at få hjælp.
Her er alle tilbud samlet under samme tag, og det er så usædvanligt, at regeringen har fremhævet stedet i sit nye sundhedsudspil.
Psykiatriens Hus har 12 senge, men forholdene er mere frie end på en rigtig psykiatrisk afdeling.
- Du kan gå, når du har lyst. Du får et kort og kan tjekke ud og ind, når du har lyst. Det betyder meget for mig, siger Julie.
Mærker ikke forskel på behandlere
Hun har boet der fem til seks gange og kommer i huset tre gange om ugen, hvor hun hjælper i køkkenet eller er i kreativt værksted. Det betyder, at hun nogle gange er regional patient og andre gange kommunal.
Pointen med huset er, at hun ikke skal kunne mærke forskel på, om hun er det ene eller det andet.
Psykiatriens Hus bliver drevet i fællesskab mellem Silkeborg Kommune og Region Midtjylland, og det betyder, at psykisk syge i Silkeborg har et mere sammenhængende tilbud tæt på deres hjem.
Det giver nogle store fordele, siger sektionsleder Kirsten Slumstrup.
- Mange bruger muligheden for at tjekke ind og ud. Du kan lave dine daglige aktiviteter og gå til fritidsaktiviteter, passe din skole og have familien tæt på, siger hun.
Det giver nemlig færre indlæggelser og mere tilfredse patienter, når kommunen og regionen samler behandling og tilbud til psykisk syge under ét tag.
Huset blev indviet i 2012, og de første år faldt antallet af indlæggelser på psykiatrisk hospital fra området med 42,9 procent.
Lærer færdigheder til livet
Erfaringen viser, at mange psykisk syge i Silkeborg kan nøjes med de nære behandlingstilbud i Psykiatriens Hus i stedet for at blive indlagt på den psykiatriske afdeling på sygehuset i Viborg.
Overlæge Preben Friis har en enkel forklaring.
- Når vi behandler mennesker i hjemmet, så lærer vi dem nogle færdigheder, som de kan bruge fremover. Hvis vi indlægger dem på en psykiatrisk afdeling, så aflærer de en hel masse, så de skal genoptrænes til livet, når de bliver udskrevet igen, og det undgår vi, siger han.
Ønsker et hus i hver kommune
Resultaterne er så gode, at Landsforeningen Sind vil have flere af den slags huse rundt omkring i landet. Det siger Knud Kristensen, der er formand for Sind.
- Hvis jeg skal sige det lidt firkantet, så burde der være et Psykiatriens Hus i hver eneste kommune, siger han.
Psykiatriens Hus er enestående i Danmark, fordi det bliver drevet i fællesskab af Region Midtjylland og Silkeborg Kommune
- Borgeren skal ikke løbe fra den ene myndighed til den andet, men de offentlige ansatte skal flytte sig efter borgeren, siger Knud Kristensen.
I regeringens nye sundhedsudspil bliver Psykiatriens Hus i Silkeborg nævnt som et godt eksempel på et sundhedsfællesskab mellem kommunens socialpsykiatri og regionens behandlingspsykiatri.
Knud Kristensen er enig.
- Det er en stor lettelse for alle. Både for de ansatte, patienterne og borgerne.
I Aarhus og Holstebro er kommunerne også ved at få et Psykiatriens Hus.