Professor: God ide at give skoler mobbebøder

En klageinstans for mobning vil sætte en streg under, at man skal gøre noget seriøst ved mobning, mener professor Dorte Marie Søndergaard.

Undervisningsministeren vil oprette en national instans, som børn og forældre kan klage til, når de oplever, mobning ikke bliver taget alvorligt. (arkivfoto). (Foto: © Jeppe Carlsen, Scanpix)

Det er en god ide at give bøder til skoler, hvor der mobbes.

Professor i pædagogisk psykologi Dorte Marie Søndergaard fra Aarhus Universitet ser positivt på, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) vil oprette en national instans, som børn og forældre kan klage til, når mobning ikke bliver taget alvorligt.

Dansk Center for Undervisningsmiljø i Randers skal huse klagecentralen, der skal begynde sit arbejde næste år.

Centeret kan udstede et påbud, og skolen kan også idømmes en bøde.

Dorte Marie Søndergaard siger, at klageinstansen sætter en streg under, at mobning skal man gøre noget seriøst ved.

- Det alene kan formentlig have en præventiv virkning og betyde, at børn og forældre tør komme frem, før tingene kører af sporet, siger hun og understreger, at det aldrig er børnene, der er skyld i mobning:

- Skolen og de voksne har et ansvar for, der er et miljø i skolen, som gør, der ikke forekommer mobning. Mobning er en social dynamik, som går i gang, hvis der er opstået en negativ kultur i en klasse eller på en skole.

Klageinstansen skal kunne behandle mobning på både folkeskoler, private skoler, erhvervsskoler og gymnasier.