Pollenallergi rammer alle aldre: Du kan sagtens blive en "hård nyser" i voksenlivet

For at få pollenallergi skal man dog være født med en disposition for allergi, lyder det fra Astma-Allergi Danmark.

- Der skal måske det til, at man har dispositionen til det og et rigtig højt pollental, siger vicedirektør i Asta-Allergi Danmark Anne Holm Hansen.

Lige nu er det sæson for birkepollen, og selvom du er sluppet gennem ungdommen uden løbende øjne og næse i foråret, kan du stadig risikere at blive en ”hård nyser” senere i livet.

Blandt de 15-30-årige er det hver femte, der oplever gener, og selvom det oftest er børn og unge, som rammes af allergi, er alder ingen hindring for at blive ramt. Det forklarer Anne Holm Hansen, der er vicedirektør i Astma-Allergi Danmark.

- Det kan faktisk komme i alle aldre. Det kan faktisk også komme hos en person, der er over 80 år, siger hun.

Du skal være disponeret for allergi

Hun forklarer, at pollenallergi ikke rammer vilkårligt men i stedet rammer folk, som i forvejen har en disposition for allergi.

- Hvis man har en allergisk disposition, har man måske haft andre allergier som barn. Måske har man haft en fødevareallergi, en mælkeallergi eller en atopisk eksem, som jo ikke er en allergi, men alligevel viser noget om, hvilken disposition man har, siger hun.

En af dem, der blev ramt af pollenallergi i voksenårene, er Karen Duesgaard Nielsen fra Elsegårde på Djursland. Hun blev ramt af pollenallergien som 40-årig.

- Det er noget underligt noget, men i forvejen er jeg nok født lidt ”våd-næset” og kan have haft noget mælke-intolerens, men det blev værre og værre med alderen, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg altid fik bihulebetændelse hver eneste forår i heftig grad, siger hun.

Bryder allergien ud, vil den være der hele livet

Man kan sagtens leve med en allergisk disposition, uden at pollenallergien bryder ud. Den vil dog typisk først bryde ud, hvis man på et tidspunkt befinder sig et sted, hvor man er meget udsat for pollen - det er også derfor, at den kan bryde ud i alle aldre.

- Der skal måske det til, at man har dispositionen til det og et rigtig højt pollental, så kan det være, det er dér, det første gang kommer til udtryk. Ved andre kommer det bare, uden at man kan forklare hvorfor. Men det vil altid være, fordi man har en disposition for det, siger Anne Holm Hansen.

Det betyder dog ikke, at man skal undgå birkeskoven om foråret eksempelvis, mener hun.

- Det ville være overdrevet, synes jeg, hvis man ikke har pollenallergi eller tilbøjelighed til det. Man kan godt holde lidt øje med dagens pollental og pollenvarsling, så man ikke udsætter sig selv for de dér enorme mængder, men helt at undgå pollentallene kan man aldrig. Det kommer jo også ind ad vinduer for eksempel, siger hun.

Er man først ramt af allergien, vil forårsubehaget fortsætte hele livet.

- Generelt er det sådan, at allergi har man resten af livet. Man kan leve ganske fint med det, hvis man sørger for at blive udredt og får den rigtige behandling, siger hun.