Politi: Bandekrigen i Aarhus er stilnet af - men den er bestemt ikke slut

En visitationszone og meget synligt politi har stresset bandemedlemmer, vurderer politiet.

Bandekrigen i Aarhus er opstået, fordi den københavnske bande LTF (Loyal to Familia) forsøger at etablere sig i Aarhus. (Foto: © SCANPIX, Scanpix)

Efter i alt syv skudepisoder er bandekonflikten i det vestlige Aarhus tilsyneladende stilnet af.

Det er to uger siden, der sidst var skyderi, og Østjyllands Politi vurderer, at en visitationszone og øget patruljering i området har haft effekt.

- Vi føler selv, at vores indsats med visitationszone, zoneforbud og en meget synlig tilstedeværelse i området har lagt en dæmper på det, siger politiinspektør Lau Thygesen.

Politiinspektøren understreger dog, at bandekrigen bestemt ikke er slut. Men bandemedlemmerne er stressede og er flyttet længere vestpå, konstaterer han.

- Problemet er ikke løst, og uanset hvor de bevæger sig hen, vil vi være til stede og sikre os, at der ikke sker nye hændelser, der kan skabe utryghed, uddyber han.

På de tre uger med visitationszone har politiet foretaget 191 visitationer, og der er fundet tre stikvåben og to slagvåben. Den forholdsvis beskedne mængde våben tyder ikke på en fiasko, mener Lau Thygesen.

- Det viser nærmere, at indsatsen og visitationszonerne virker. Vi kan jo se, at bandemedlemmerne netop ikke bærer våben i de områder. Hele øvelsen for os er at forhindre, at de har våben - uanset om det er skyde-, stik- eller slagvåben - med sig, når de befinder sig i de områder, siger politiinspektøren.

Visitationszonen strækker sig over et flere kvadratkilometer stort område, der dækker Brabrand, Grimhøj og Skjoldhøj. Zonen strækker sig helt ind i bydelen Åbyhøj.

Under hele den snart to måneder lange politiindsats mod banderne i Aarhus har politiet konfiskeret 17 skydevåben, 55 stikvåben, 21 slagvåben og 18 andre våben - blandt andet totenschlægere, baseballbat og peberspray.

19 er lige nu varetægtsfængslet i forbindelse med bandekrigen, og venter på at deres sag kommer for retten. Én skal tre måneder i fængsel, fordi han var i besiddelse af en kniv, og så er politiet på udkig efter endnu person, som de ønsker fængslet.

Bandekrigen i Aarhus er opstået, fordi den københavnske bande Loyal to Familia forsøger at vinde fodfæste i Danmarks andenstørste by.

Den flere kvadratkilometer store visitationszone blev indført for tre uger siden, og den betyder, at politifolk kan visitere borgere, også selv om de ikke har en konkret mistanke om ulovligheder.