Peter Sommer har skrevet afskedssang til Cigaræsken

Skanderborg-musikeren har selv spillet håndbold i Morten Børup Hallen, der i aften er håndboldarena for sidste gang.

- Den er en voldsomt nostalgisk sang og første gang, jeg har skrevet en sang til en konkret lejlighed, siger Peter Sommer. (Foto: © David Leth Williams, Scanpix)

Der bliver mulighed for at synge med på en helt særlig sang i aften, når der er dømt håndbold-nostalgi for alle pengene i Morten Børup Hallen i Skanderborg.

Morten Børup Hallen går efter 50 år på pension og erstattes af den ny på Fælleden. Det markeres med en stor fest i hallen, i forbindelse med at Skanderborg møder Skjern, og så synger musiker og tidligere håndboldspiller i den lokale håndboldklub Peter Sommer kampen i gang.

Det gør han med en sang, han har skrevet til lejligheden. ”Cigarens Godnatsang” hedder den.

- Den er en voldsomt nostalgisk sang, og første gang jeg har skrevet en sang til en konkret lejlighed, og jeg håber, at folk kan synge med, tredje gang omkvædet kommer, siger han.

Allerede nu løfter han sløret for omkvædet:

Så er det nu, vi slukker

Cigaren og bukker

Nu vi flytter hjemmefra

Men også i dag vi tænder

En endnu større og glemmer

Aldrig, hvor vi kommer fra

Peter Sommer har selv spillet i hallen, og hans far har været speaker i hallen. Derfor har mange dage været tilbragt i Cigaræsken, og der er mange minder forbundet med den.

- Der var engang, hvor Nyborg var på besøg, og hallen var propfyldt, og nede i det hjørne, hvor man går ind, står Skanderborgs fløj, og Nyborgs tilhængerne begynder bare at stikke fingrene ind under hans shorts, så han hænger fast, når han forsøger at løbe, fortæller Peter Sommer.

Det tog Skanderborg-tilhængerne ikke godt imod, og derfor opstod der tumult og slagsmål mellem dem og Nyborgs tilhængere. Men det tog Peter Sommers far sig af over speakermikrofonen.

- Måden, han håndterer det på, er at han bare siger: ”Jørgen Slagter og Jørgen Murer gå lige over og få styr på det dér”. Og det gjorde de så.

Der har længe været udsolgt til aftenens kamp, men for de, der ikke har fået billet, er der stadig mulighed for at være med i festen. På det lokale kulturhus vises kampen på storskærm, og også dér vil der være fest.