Fredag eftermiddag kl. 16 skal folkene fra en aarhusiansk moske mødes med myndighederne for at genoptage samarbejdet.
Det oplyser moskeens talsmand, Fadi Abdallah, efter Den Muslimske Sammenslutning i går aftes holdt ekstraordinært bestyrelsesmøde.
Anledningen var, at moskeen på Grimhøjvej i Brabrand føler sig anklaget for at rekruttere unge til krigen i Syrien.
Moskeen følte sig dårligt behandlet i medierne
I tirsdags afbrød moskeen ellers samarbejdet med myndighederne, men det var ment som en protest, fordi de følte sig dårligt behandlet i medierne, siger Fadi Abdallah.
- Vi vil have myndighederne og medierne til at forstå, at vi ikke vil skade samfundet. Vi vil gerne samarbejde og hjælpe samfundet. Ikke det modsatte, som nogen ellers tror, siger han.
Politikommisær Allan Aarslev fra den kriminalpræventive sektion hos Østjyllands Politi bekræfter, at politiet skal mødes med folkene bag moskeen.
Han vil ikke kommentere sagen før efter mødet, da han ligesom Fadi Abdallah mener, at mediernes rolle i sagen har forplumret billedet.
Samarbejdet har virket
Ifølge Fadi Abdallah har samarbejdet været frugtbart.
- Siden moskeen indledte samarbejdet med myndighederne, har der ikke været nogen fra moskeen, der er rejst til Syrien for at kæmpe i krigen, siger han.
I januar blev det offentlig kendt, at langt størstedelen af de østjyske borgere, der er taget i krig i Syrien har haft deres daglige gang i moskeen på Grimhøjvej i Brabrand.
Det førte til et samarbejde mellem myndighederne og folkene bag moskeen om at bremse aktiviteterne og den formodede rekruttering.