Nyt drama på Samsø: S flår borgmesterkæde af V-landmand og løber fra aftale

Socialdemokratiet og SF er gået sammen om en ny konstitueringsaftale på Samsø.

Marcel Meijer (S) får på dramatisk vis sin tredje periode som borgmester på Samsø. (© DR Grafik/Foto: Bjarke Maccarthy)

Rødt flertal på Samsø, men en borgmester fra Venstre?

Ja, den var god nok. Indtil i dag.

Klokken 11 fik Venstres Søren Wiese et opkald fra socialdemokraten Marcel Meijer, der fortalte, at han ikke ville gøre ham til borgmester alligevel, men selv napper posten.

Meijer havde ellers skrevet under på en konstitueringsaftale med Venstre kort før midnat 16. november.

- Indtil weekenden havde jeg tænkt, at der var en chance for, at han ville rive aftalen over. Sjovt nok var jeg i går helt sikker på, at han ikke kunne finde på at løbe fra den, siger vragede Søren Wiese.

- Vi har haft nogle samtaler, hvor han har sagt 'bare rolig, vi løber ikke fra en aftale, Søren. Du kan stole på os', siger han.

Søren Wiese har ikke kunnet være sikker på aftalen, fordi den endelige – og juridisk gældende – konstituering først sker på et konstituerende byrådsmøde, som efter loven skal afholdes mellem 1. og 15. december.

Vild valgnat i Kattegat

Samsø var omdrejningspunkt for et af de største dramaer på valgnatten for 14 dage siden. Først kom det frem, at kun 17 stemmer adskilte rød og blå blok i de rødes favør.

Alt lå dermed klar til, at Marcel Meijer (S) kunne få sin tredje periode som borgmester med støtte fra SF og deres lokale leder, Ulla Holm.

Men hun ville det i første omgang anderledes og forsøgte selv at blive borgmester i en bred konstituering med opbakning fra blandt andet Venstre og De Konservative.

Det fik Marcel Meijer op i det røde felt.

- Vi slæber det røde flertal hjem, som SF så underløber. Det er ikke fair, sagde han og forlod Samsø Skole, hvor optællingen af stemmer foregik på valgaftenen.

Få timer senere stod Marcel Meijer på Flinchs Hotel midt i Samsøs største by Tranebjerg og skrev under på en aftale, der gjorde Søren Wiese til borgmester.

Men 14 dage efter er Marcel Meijer (S) altså blevet overbevist om, at han alligevel skal fortsætte som borgmester med støtte fra SF.

- Det har været en svær beslutning, og vi har snakket rigtig meget om det her i vores eget parti. Vi har haft møder med SF, hvor vi har følt hinanden an, og det har taget noget tid, siger Marcel Meijer, der ikke har lyst til at bryde ud i jubel:

- Jeg ville meget hellere, at vi havde haft den her konstitueringsaftale hjemme i første hug. Jeg kan også rigtig godt lide Søren Wiese, men det her var et nødvendigt skridt for Samsø, siger han.

Ifølge Marcel Meijer står det nu klarere for ham, at Socialdemokratiet er mere enige med SF end Venstre på en række områder. Det gælder blandt andet i modstanden mod en mulig Kattegatforbindelse.

- Jeg er meget nervøs for at have en repræsentant for landbruget siddende på den her pind, siger Marcel Meijer med henvisning til, at flere landmænd og virksomheder på Samsø har udtalt sig positivt om en forbindelse over Kattegat.

Marcel Meijer nævner også placeringen af solcelleparker som et område, hvor de røde partier er uenige med de borgerlige.

Men hvordan kan Samsøs borgere stole på, at I og SF kan komme videre, når der har været så meget fnidder efter valget?

- Ulla Holm og jeg skal nok komme til rette. Det her er ikke kun et samarbejde mellem Ulla Holm og Marcel Meijer, men mellem Socialdemokratiet og SF, som er meget bredt funderet. Det samarbejde tror jeg på, siger Marcel Meijer.

Vraget borgmester: Jeg er ked af det

Venstres vragede borgmester Søren Wiese lægger ikke skjul på, at han er dybt skuffet lige nu.

- Jeg er lidt ked af det og trist. Jeg er ærgerlig, og synes, at det er synd for Samsø, siger Søren Wiese og fortsætter:

Søren Wiese bliver alligevel ikke borgmester på Samsø.

- I onsdags står vi til rejsegilde nede på Samsø Skole, hvor Marcel Meijer holder en tale og indikerer, at han håber, at den nye borgmester, mens han kigger på mig og smiler, holder lige så godt på pengene, som han har gjort. Det har så bare været spil for galleriet, siger han.

Der er jo rødt flertal, så kan det komme helt bag på dig?

- Jeg kender spillets regler, og jeg er ikke den eneste, det er sket for. Der var bare behov for at samle kommunalbestyrelsen op og arbejde bredt. Der var en mulighed. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige nu.

- Da jeg stod til at blive borgmester, var den største opgave at samle De Konservative og SF op. Nu bliver den største opgave nok at samle mig selv op, altså Søren Wiese op, siger den vragede borgmester.

Marcel Meijer forstår sagtens Søren Wieses skuffelse, men holder fast i, at det er det rigtige at bryde deres aftale.

- Vi er ikke stolte af at løbe fra en aftale, men jeg synes, at det her er et nødvendigt skridt, både for vores parti, men også for øen som helhed. Og for de vælgere, der har stemt på os i tiltro til, at vi ville udnytte det røde flertal, siger Marcel Meijer.

SF: Vi visker tavlen ren

Med den nye konstitueringsaftale mellem Socialdemokratiet og SF bliver Ulla Holm (SF) viceborgmester. Hun fik kritik i dagene efter kommunalvalget, blandt andet fordi hun beskyldte Marcel Meijer for på baggrund af kønsdiskrimination ikke at ville gøre hende til borgmester.

- Man skal være parat til som politiker at slå en streg over sådan nogle personlige ting, som opstår i en valgnats hede. Det har ikke været et kønt forløb. Jeg er også ked af, at det har udviklet sig, som det gjorde, siger Ulla Holm.

SF's Ulla Holm bragte sig selv i spil som borgmester, nu er hun ny viceborgmester.

Hvordan skal Samsøs borgere stole på, at Marcel Meijer og dig sammen kan komme videre?

- Det mener jeg absolut, at de kan. De ting, der er sagt og sket, kan vi ikke ændre, men man kan altid viske tavlen ren. Det kan man gøre i mange af livets forhold, og det gør man, siger Ulla Holm.

Hun har ikke umiddelbart ondt af Søren Wiese, der i 11. time får at vide, at han alligevel ikke skal være borgmester.

- Helt ærligt vil jeg sige, at den måde, Venstre har opført sig på i den her konstitueringsproces, har været så lusket. De har ringet til alle mulige for at spille folk ud mod hinanden, siger Ulla Holm, der vil vaske tavlen ren og forsøge at samarbejde med Venstre i den nye kommunalbestyrelse.