Det er ikke kun Smukfest, der kan sælge festivalbilletter i rekordfart.
Den anden store østjyske sommerfest, Northside i Aarhus, langer også billetter over disken som aldrig før. Allerede nu har festivalen solgt alle endagsbilletterne til fredag og søndag.
Også partout-billetterne til hele festivalen sælger godt, fortæller talsmand John Fogde.
- Det går over al forventning. Vi sælger historisk mange partout-billetter og ligger langt foran, hvad vi nogensinde har gjort tidligere, siger han.
Det skyldes ifølge John Fogde, at der er opbygget en god interesse for Northside. Men det store salg skal tilskrives især to store bookinger til næste års festival.
- Det er klart, at når vi præsenterer Radiohead og Frank Ocean og en masse andre fede navne, så rykker det en masse billetter. Det er det, vi nyder godt af lige nu.
Til dette års udgave af Northside lykkedes det ikke at få udsolgt. Men næste år bliver det anderledes, tror John Fogde.
- Normalt er jeg en ydmyg og forsigtig type, når det gælder billetsalg. Men som det ser ud nu, så får vi udsolgt. Det er den logiske konsekvens af tempoet på billetsalget lige nu, siger han.