Miljøminister: Boligaftale sikrer at almindelige lønmodtagere skal kunne bo centralt

Regeringen lægger op til, at en fjerdedel af nyudlagte byggegrunde skal øremærkes til at være almene boliger.

Byggeriet på havnen i Aarhus er et eksempel på, hvordan man har blandet ejerboliger med almene boliger. Det er den slags byggeri, som regeringen gerne vil have mere af. (© De Bynære Havnearealer)

En billig lejebolig - lige midt i byen. Lyder det som en drøm, der er umulig at opfylde, så kan det være, at målet er kommet lidt tættere på med en ny delaftale, der på vej i finansloven.

En ændring af planloven skal sikre kommunerne ret til at øremærke 25 procent af nyudlagte byggegrunde til almene boliger.

Begejstret miljøminister: Historisk aftale

Miljøminister Kirsten Brosbøl er begejstret for sin nye aftale.

- Det er jo historisk det her. Storbykommunerne har jo efterspurgt det her i årevis, og det vil få en stor betydning for, at vi nu kan sikre, at de nye, centrale boligområder ikke kun bliver for de rigeste danskere, men også for folk med helt almindelige indkomster, siger hun.

Ministeren fremhæver, at aftalen er en vigtig del af regerings målsætning om, at det skal være muligt for alle at bo i de store byer.

- Vi vil hverken have fattigdomsghettoer eller rigmandsghettoer. Det er vigtigt for Danmark, at  også sygeplejersken og skolelæreren kan møde direktøren nede i supermarkedet, og at deres børn kan møde hinanden i vores fælles folkeskole, siger Kirsten Brosbøll.

Boligselskab: Aftale sikrer blandet beboersammensætning

Boligforeningerne i Aarhus ser også store muligheder i den nye aftale. Det siger Anders Rønnebro, der er direktør i AAB i Aarhus.

- På den her måde bliver det muligt at sikre, at man får en blandet beboersammensætning også i de attraktive områder i midtbyen, siger han.   Hos Liberal Alliance er man derimod ikke særlig begejstret for aftalen om at øge støtten til almene boliger.

- Når man finder nogle meget attraktive adresser og så fastsætter en meget billig husleje, så er der jo rigtig mange, som gerne vil bo der, men det er jo kun ganske få, der kan komme til at bo der, så der bliver jo tale om en form for boliglotteri, hvor de mange betaler over skatten til at ganske få kan få en lækker bolig, siger Ole Birk Olesen, der er valgt til boligordfører for Liberal Alliance.

Aftalen åbner også for, at kommunerne kan give 50-årige rentefrie lån til at opkøbe byggegrunde for