Mettes læge vil ikke udskrive cannabisolie til hende - nu går hun andre veje

På trods af forsøgsordning, skaffer fire ud af fem medicinsk cannabis uden om lægen.

Rettet 17/03/2020 klokken 11:48: Betegnelsen ”det sorte marked” er erstattet med ”uden om lægen”. Ligeledes er ordet "ulovligt" fjernet. Siden 1. juli 2018 har cannabisprodukter med et indhold på 0,2 procent THC eller derunder været lovligt at sælge.

Henvisning til spørgsmål og svar fra læge og cannabisolie-bruger er desuden tidligere tilføjet.

Mette Kragh-Hansen fra Horsens blev så glad, da politikerne for to år siden indførte en forsøgsordning med medicinsk cannabis.

Hun lider nemlig af to former for gigt og så frem til, at hun nu kunne gå til lægen og få en recept på cannabisolie til at dulme smerterne.

- Man han ondt døgnet rundt. Det er meget smertefuldt, og man har hævede led, og det gør ondt i senerne, siger hun.

Men hendes læge ville ikke ordinere det.

- Det ville han ikke være med til, fordi han ikke mente, der var nok beviser for virkningen, fortæller hun.

Noget, der gjorde hende så ked af det og fortvivlet, at hun tog sagen i egen hånd og skaffede sig det uden om sin læge.

- Det er selvfølgelig ikke noget, jeg anbefaler, at man gør, men nu har jeg gjort det, og det har hjulpet, siger hun.

Patientforening og læger bekymrede

Mette Kragh-Hansen er langt fra den eneste, der selv tager affære.

En undersøgelse fra foreningen Danske Patienter viser, at fire ud af fem af de patienter, der bruger medicinsk cannabis, køber det på det uden om lægen.

Det har Lægemiddelstyrelsen dog tidligere advareret imod.

Vicedirektør i Danske Patienter Annette Wandel er også bekymret, for hun mener, det udvander forsøgsordningens formål.

- Det vil sige, at mange kriminaliserer sig selv, og så får vi ikke nogen viden indhentet om de patienter. Og det er jo det, vi har brug for med denne her forsøgsordning: at få mere viden om, hvordan cannabisolie virker, hvem det virker for og i hvilke doser, siger hun.

Tue Flindt Müller, der er formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg forstår godt, at patienter kan blive frustrerede, hvis en læge ikke har lyst til at udskrive en recept på cannabisolie.

Men han understreger, at lægen har et valg, netop fordi man ikke kender effekterne af cannabisolien.

- Det er jo stadig mit ansvar som læge, at jeg ikke udskriver noget medicin til en patient, som ikke har glæde af det, og som i værste fald kan tage skade af det, siger han.

Politisk handling er på vej

Den fireårige forsøgsperiode trådte i kraft 1. januar 2018, vedtaget af et bredt politisk flertal, og både læger og patientforeninger efterlyser, at politikerne sørger for, at de sidste to år af perioden bliver brugt på et videnskabeligt forsøg.

- Man er nødt til at lave en større bevilling, så man kan få sat et ordentligt forsøg op, hvor man sammenligner rigtig cannabisolie med noget, der ikke har en virkning, så man kan få afdækket, hvad det er for patienter, der skal have det, og hvad man skal passe på, når man ordinerer det, mener Tue Flindt Müller.

En midtvejsevaluering er da også på vej, lyder det fra Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff.

- Så skal alt på bordet. Både de dårlige og de gode ting, og så skal vi tage stilling til, om projektet skal stoppe eller fortsætte, og skal det fortsætte, skal vi rette alle de ting til, som ikke virker, siger han.

Mette Kragh-Hansen tager nu hun ti cannabisdråber efter behov, og selvom hun har det skidt med at skaffe sig cannabisolien uden om lægen, glæder hun sig over, at hun nu har fået det bedre.

- Det er begrænset, hvor meget søvn jeg får, fordi det gør så ondt hele tiden, men nu falder jeg i det mindste i søvn, siger hun.