Afskaf retten til at være anonym sæddonor.
Det mener Christian Steen, der er medlem af Etisk Råd. Hans reaktion kommer, fordi stadig flere donorbørn opsporer deres biologiske far ved hjælp af DNA-registre.
- Personligt er jeg modstander af, at det overhovedet er en mulighed at være anonym sæddoner. Men når muligheden er der, så skal man af hensyn til donorerne også sikre, at anonymitet er reel, siger han.
Svært at holde anonymitet
I går kom det frem, at Marcus Pedersen fra Randers fandt sin biologiske far via databasen 23andme.
Flere fagfolk har advaret om, at sæddonorer får en falsk garanti for anonymitet, fordi den avancerede DNA-teknologi efterhånden gør det umuligt at holde løftet.
Det er også teknologien, som får Christian Steen til at tvivle på, at man kan love anonymitet.
- Jeg kan se, at man vanskeligt kan garantere anonymitet med den teknologiske udvikling, som vi har set.
Hensyn ligger hos donorbørn
Christian Steen mener generelt, at donorbørn altid skal have ret til at kende deres biologiske far.
Hvis det ikke længere er muligt at købe anonymt sæd, så kan det tvinge kvinder og familier ud på et sort marked, hvis de ønsker anonymt sæd. Men det er ikke hensigten siger Christian Steen.
- Det kan man altid blive skudt i skoene, at det bliver konsekvensen, men det ændrer ikke ved, at jeg synes, at vi er nødt til at tage hensynet til donorbørnene.